Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) varsler en ny pakke med fire initiativer, der strammer den danske udlændingepolitik yderligere. Målet er, at færre skal lukkes ind i Danmark. Og statsministeren er med egne ord klar til at gå »til grænsen af vores internationale forpligtelser«.

»Der kommer mange flygtninge og migranter til Europa - alt for mange. Det presser Europa og naturligvis også Danmark, det siger sig selv. Presset stiger dag for dag,« siger Løkke på et pressemøde i Statsministeriets Spejlsal og tilføjer:

»Vi påtager os et ansvar, men Danmark kan ikke stå åben for alle - det vil true samlingskræften i vores land. Antallet betyder noget.«

Indtil videre i år har Danmark fået 14.778 asylansøgere mod 14.792 hele sidste år, oplyser Statsministeriet. Normalt aftager flygtningestrømmen i vintermånederne, når rejsen mod nord bliver koldere og farligere.

»Presset plejer at tage af om vinteren. Nu sker der det modsatte. Tallet vokser kraftigt. Det er en ny udvikling, og det påvirker også Danmark,« siger Løkke på et pressemøde i Statsministeriet.

Han vil først fredag løfte sløret for regeringens initiativer, men han ridser ved onsdagens pressemøde fire initiativer op:

1. Adgangen til Danmark skal strammes, så færre kommer hertil. Det skal blandt andet ske ved at forkorte varigheden af opholdstilladelsen og stramme familiesammenføringsreglerne for flygtninge med midlertidig beskyttelse.

2. Derudover skal indsatsen med at hjemsende asylansøgere uden lovligt ophold styrkes.

3. Dernæst skal kapaciteten tilpasses, så Danmark kan håndtere flygtningestrømmen både økonomisk og praktisk.

4. Regeringen vil også stramme de økonomiske vilkår for de personer, der venter på at få svar på deres asylansøgning.

»For hver eneste ekstra, der kommer hertil, vil udfordringen med at blive integreret blive større og større,« siger Løkke.

»Vi har ført en stram kurs, der hviler på en realistisk analyse af, hvad lande som vores kan håndtere,« tilføjer han og henviser til, at flere andre lande er begyndt at se til Danmark og eksempelvis regeringens omdiskuterede flygtningeannoncer, der oplyser om danske udlændingestramninger.

»Man er flere steder ved at spejle sig i dansk politik. Flere af vores nabolande strammer deres udlændingepolitik.

I sidste uge kunne Rigspolitiet oplyse, at lige knap 11.000 flygtninge var ankommet til Danmark i uge 45.

Samtidig har myndighederne i vores nabolande Sverige og Tyskland de seneste uger præsenteret flere stramninger på udlændingeområdet.

Siden 6. september, hvor Rigspolitiet begyndte at offentliggøre skøn over de tilrejsende, er det samlede antal flygtninge og migranter 56.600, hvor en del er rejst videre fra Danmark.

Løkke har indkaldt de øvrige partiledere på Christiansborg til en orientering om regeringens varslede stramninger fredag.