Lyt til artiklen

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udnytter et hul i skatteloven og sparer dermed flere tusinde kroner om måneden i skat af sin firmabil.

Havde han selv sat sig bag rattet i den Skoda Superb Combi 2,0 TDI Elegance, der fra ny koster 430.000 kr., som Venstre har stillet til rådighed for ham, ville han årligt skulle betale skat af 80.000 kr. for bilen. Det ville i skat koste den tidligere statsminister ca. 3.500 kr. netto om måneden afhængig af hans skatteprocent.

Men da Venstre har udstyret Løkke med ikke blot fri bil, men også privatchauffør, undgår han den dyre beskatning.

Chefkonsulent Finn Madsen fra revisionsfirmaet BDO og ekspert i bilbeskatning, bekræfter, at man ikke skal betale skat af firmabilen, hvis man har chauffør.

- Det er korrekt, at hvis man kører i firmabil med chauffør, så bliver man ikke beskattet, siger Finn Madsen.

Fordel for ministre

Da reglerne om skat på firmabiler blev indført i Danmark i 1994 – under en socialdemokratisk ledet regering – sikrede politikerne, at personer, der havde firmabil med chauffør, ikke blev beskattet. På den måde slap ministre for at skulle betale skat af deres ministerbil.

Udover ministrene – og altså Lars Løkke Rasmussen – er der kun enkelte ansatte i danske virksomheder, der har en chauffør, fortæller formanden for de danske automobilforhandlere Knud Nielsen. Ifølge Danmarks Automobilforhandler Forening drejer det som under 50 danskere, der har egen chauffør.

Da reglerne om skat på firmabiler blev vedtaget under daværende skatteminister Ole Stavad (S), var Venstre oppe i det røde felt. De beskyldte regeringen for dobbeltmoral og for at have lavet et hul i loven, så ministrene selv slap for at betale den skat på firmabilen, som de pålagde resten af befolkningen.

Venstres daværende skatteordfører og tidligere skatteminister Peter Brixtofte harcelerede i flere debatindlæg i Berlingske Tidende over, at politikere med chauffør slap for at betale skat af deres bil. På vegne af sit parti skrev Brixtofte følgende i august 1993:

’I øvrigt er den indførte brandbeskatning udtryk for en utrolig dobbeltmoral. Ja, indimellem skulle man tro, at denne regering troede på, at dobbeltmoral er dobbelt så godt som moral. For regeringen har samtidig afvist, at der skabes ligestilling mellem almindelige firmabiler og firmabiler med chauffør, herunder ministerbiler.’

Fokus på Brixtofte

I en mail til B.T. svarer Venstre ikke på, hvorfor partiet har valgt en løsning til partiets formand, så Lars Løkke Rasmussen undgår en større skattebetaling. Partiet svarer derimod udelukkende på partiets tidligere skatteordførers læserbreve:

- Jeg har ikke nogen kommentarer til, hvad Peter Brixtofte måtte have ment for mere end 15 år siden. Venstre har valgt at stille bil med chauffør til rådighed for Venstres formand, så han kan holde fuldt fokus på det politiske arbejde. Og det sker naturligvis i fuld overensstemmelse med de gældende regler, skriver Venstres partisekretær Claus Søgaard-Richter.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.