'Send et beløb – stort som småt – på MobilePay.'

Sådan skrev Moderaternes partiformand, Lars Løkke Rasmussen, for nylig på Facebook.

Og det nystiftede parti, der ifølge seneste meningsmåling kan afgøre, om rød eller blå blok vinder valget, har da også brug for at få samlet penge ind.

Helt konkret må Moderaterne nemlig holde igen med de store annoncer og reklamer.

»Vi har ikke råd til at købe annoncekampagner på S-togsstationer, vi har ikke råd til radio-spots, og vi har ikke råd til at købe store busreklamer. Vi håber at få råd, og derfor bruger vi nogle af de værktøjer, der er til rådighed,« siger Jakob Engel-Schmidt, der er sekretariatsleder og folketingskandidat for Moderaterne.

Men hvorfor er Lars Løkke som partiformand ude og bede folk om at betale på MobilePay?

»Det gør Lars Løkke og mange af Moderaternes kandidater, fordi vi er et nystiftet parti og ikke modtager partistøtte. Det gør andre partier, og det giver anledning til, at man kan ansætte mange dygtige folk som rådgivere, konsulenter, reklamebureauer og finansiere mange annoncekampagner,« siger han og tilføjer:

»Den mulighed har Moderaterne selvsagt ikke, og vi vil jo også gerne fylde lidt i den kommende valgkamp.«

Jakob Engel-Schmidt er sekretariatschef og folketingskandidat for Moderaterne.
Jakob Engel-Schmidt er sekretariatschef og folketingskandidat for Moderaterne. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Hvor meget ekstra skal du selv betale under valgkampen?

»Der er ikke nogle af Moderaternes kandidater, der ikke kommer til at punge ud af egen lomme. Det har vi fortalt folk fra starten af,« siger han.

Men hvad bruger du selv?

»Jeg regner med at hive en god håndfuld tusindkroner ud af den private opsparing. Hvor meget ved jeg ikke endnu, men jeg kommer også til at bede både venner, familie og følgere på Facebook om hjælp,« siger han.

Vi har jo forsøgt at få Lars Løkke i tale om det her. Er det sådan, han ikke vil tale om Moderaternes økonomi, siden det er dig, der svarer på spørgsmålet?

»Nej, bestemt ikke. Sekretariatschef er min titel, men da vi ikke har råd til at ansætte en pressechef, så er jeg altmuligmand, så jeg får lov at svare på den slags henvendelser,« siger Jakob Engel-Schmidt.