Tidligere statsminister. Venstre-formand gennem 13 år. Reality-deltager. Og nu tv-vært.

Lars Løkke Rasmussens mere og mere kuriøse cv bliver konstant udvidet. Nu med en tjans som tv-vært på et nyt DR-program om Klaksvikstriden på Færøerne.

En strid, som for mange er ukendt, men som faktisk er det tætteste, vi har været på en borgerkrig i Rigsfællesskabet.

»Det er en vild historie, hvor Danmark og Færøerne var tæt på en krig. Alligevel kender alt for få danskere til Klaksvikstriden,« siger Lars Løkke til B.T.

Venstres Lars Løkke Rasmussen ved Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag den 6. oktober 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Venstres Lars Løkke Rasmussen ved Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag den 6. oktober 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lars Løkke, der er på banen med det nye midterparti Moderaterne, er færøsk gift med Sólrun. Første gang, han satte sine fødder på de flotte øer mod nord, var i 1989.

»Jeg havde mødt Sólrun i Danmark, og vi ventede vores første barn. Selvom færingene minder meget om os, var det et kulturchok. Forbuddet mod alkoholsalg gjaldt stadig, og færingene gik med lommelærker i deres nationaldragter til Olaj (nationaldagen, red.),« siger Lars Løkke.

»Det var et andet Færøerne end i dag, hvor det er et moderne og velstående land,« siger han.

Klaksvikstriden trak spor helt tilbage til Anden Verdenskrig, hvor overlægen Olaf Halvorsen var selverklæret nazist.

Efter krigen blev han derfor smidt ud af lægeforeningen, hvilket betød, at han ikke måtte blive fastansat i hele Rigsfællesskabet.

Alligevel blev han i 1951 ansat i Færøernes næststørste by, Klaksvik, som nægtede at lade ham gå, da det færøske landsstyre i Torshavn krævede det med loven i hånden.

Det resulterede i voldsomme optøjer, og landsstyret bad derfor Danmark om assistance.

Herfra blev 120 bevæbnede danske politifolk sendt til Færøerne, men indbyggerne i Klaksvik var ligeledes bevæbnede med våben fra krigen.

Derfor besluttede Danmark i sidste øjeblik, at skibet ikke skulle lægge til i Klaksvik alligevel.

Hele affæren var snublende tæt på en borgerkrig mellem Danmark og Færøerne. Konflikten var så betændt, at tidligere finansminister Viggo Kampmann rejste til Færøerne for at undgå en voldelig konfrontation.

DR-programmet skal åbne flere danskeres øjne for Rigsfællesskabet, mener Løkke. For ifølge den tidligere statsminister ved danskerne generelt alt, alt for lidt om Færøerne.

»Jeg bliver stadig mødt med den holdning, at vi bare sender penge derop i et stort hul. At Færøerne bare er noget, vi ejer. Den slags holdninger kan gøre mig flov,« siger han.

Tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, præsenterer sin nye erindringsbog "Om De Fleste - Og Det Meste" på restaurant Toldboden på Langelinie i København mandag den 31. august 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, præsenterer sin nye erindringsbog "Om De Fleste - Og Det Meste" på restaurant Toldboden på Langelinie i København mandag den 31. august 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

I programmet taler Lars Løkke med sin hustru Sólrun om færøsk selvstændighed. Det er et spørgsmål, som i generationer har delt den færøske befolkning midt over. Og som stadig er et betændt emne henover spisebordene i de færøske hjem.

»Man må anerkende, at et folkefærd har lyst til at stå på egne ben. Men jeg mener på den anden side, at der er en styrke i at stå sammen i et rigsfællesskab,« siger Løkke.

Lars Løkke, der forlod Venstre nytårsdag, deltog december i realityprogrammet 'Over Atlanten'. Her sejlede han en måned over Atlanterhavet i en båd sammen med andre kendte danskere.

Deltagelsen fik dele af pressen og politiske modstandere til at angribe Løkke for ikke at passe sit arbejde i Folketinget, som han blev lønnet for.

»Vi er i en af de mest travle perioder i løbet af en folketingsår. Der forhandles reformer i alle ministerier, og der er fuld knald på lovgivning. Og så sidder manden på Lanzarote og siger, at han er taget på badeferie med eftervederlag,« sagde SFs gruppeformand Jacob Mark i november.

Denne gang har Løkkes tv-optræden dog været noget mindre tidskrævende, forsikrer han.

»Jeg brugte påsken og en weekend på Færøerne, så det var noget helt andet end 'Over Atlanten',« siger han.

Nu er du ved at opbygge et parti fra bunden. Kan vi så forvente, at du fremover bruger mere tid på politik og mindre tid på tv-programmer?

»Ja, jeg har nok at se til nu. Vi arbejder benhårdt på et helstøbt politisk program, så jeg vil koncentrere mine kræfter på Moderaterne,« siger han og fortæller:

»Jeg havde ikke regnet med, at jeg pludselig blev tvunget væk fra min post i Venstre kort efter valget. Så jeg fik tid til at gribe nogle muligheder, og det har jeg så gjort. Det kan man mene om, hvad man vil, men jeg fortryder det ikke.«

Lars Løkkes nye parti blev annonceret på grundlovsdag og vil udkomme med et politisk program efter kommunalvalget.

Programmet om Klaksvikstriden bliver sendt i fire afsnit.