Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) spiller sit største trumfkort i valgkampens dag 2, mens oppositionslederen stadig er sygemeldt.

Det sker i Øksnehallen på Vesterbro, hvor Dansk Industri holder årsmøde.

»Jeg vil i dag afgive et velfærdsløfte: Venstre vil give et løft i velfærden på 69 mia. kroner frem til 2025,« siger Lars Løkke.

»Grunden til, at vi kan gøre det, er, at vi har en økonomi i balance. Selv om vi efter sidste valg overtog et underskud på kanten af budgetlovens regler,« siger han.

Med 'velfærdsløftet', som Venstre selv kalder det, flytter Løkke krigen ind på Mette Frederiksens banehalvdel. For Socialdemokratiet har traditionelt større troværdighed, når det gælder velfærd. Nu vil Løkke prøve at kapre vælgere over midten med et budskab om, at man kan få lige så meget velfærd med Venstre, men slippe for højere skatter, f.eks. på firmabetalt mobiltelefon.

Til gengæld er det næppe sød musik i ørerne på regeringspartnerne, hvor især Liberal Alliance i forvejen synes, den offentlige sektor er for stor. Lars Løkkes melding betyder, at en stor del af råderummet skal prioriteres til velfærd, hvis det står til Venstre, og at det offentlige forbrug årligt skal stige med 0,65 procent.

FV19: Statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Kristian Jensen på løbetur i København, onsdag den 8. maj 2019.De løber 5 km med løbeklubben Sparta i roligt tempo.. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)
FV19: Statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Kristian Jensen på løbetur i København, onsdag den 8. maj 2019.De løber 5 km med løbeklubben Sparta i roligt tempo.. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix) Foto: Olafur Steinar Gestsson
Vis mere

Pengene skal bl.a. betale for offentligt ansatte, der kan tage sig af de ekstra ældre og flere børn, som ventes at komme i de kommende år.

»Når man kigger frem, er det tydeligt for enhver, at der kommer flere ældre. Flere børn. Det stiller større krav til velfærden og økonomien,« siger Lars Løkke.

Ud over at afsætte flere penge til velfærd vil Venstre stoppe det udskældte omprioriteringsbidrag på uddannelser, undervisning og kultur. Det betyder, at gymnasier, universiteter og museer fremover kan slippe for at spare to procent hvert år.

»Det er jeg rigtig glad for. Jeg har hørt mange i uddannelsssystemet sige, at besparelserne har været en barriere. Vi har været nødt til at have dem, men nu behøver vi dem heldigvis ikke længere,« siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).

Nicolai Wammen til Dansk Erhvervs årsdag i øksnehallen
Nicolai Wammen til Dansk Erhvervs årsdag i øksnehallen Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, mener, at Lars Løkke udskriver en dækningsløs check.

»Lars Løkke har skåret fem mia. på vores velfærd og ni mia. på de unges uddannelse, og så kommer han her få uger før valget og siger, han vil gøre det godt igen. I fire år har Lars Løkke ført en helt anden politik. Nu kommer han så her fem minutter i 12 og vil noget helt andet. Det er panik før lukketid.«

»Han går jo også til valg på at fortsætte regeringen med Liberal Alliance og De Konservative, og det er en regering, hvor to ud af tre partier vil det stik modsatte. Jeg tror godt, vælgerne kan gennemskue, at Lars Løkke udskriver en dækningsløs check,« siger Nicolai Wammen.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, siger:

»Vi må altså have større ambitioner end status quo. Sundhedsvæsenet slår sprækker, uligheden stiger, og klimaet truer os alle sammen. Det kan man ikke fikse med en lappeløsning to dage inde i valgkampen. Jeg tror godt, at danskerne kan gennemskue den slags bluff.«

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er derimod begejstret:

»Det er en befriende melding. Det er en politik i forhold til den offentlige sektor, som vi har gået til valg på i årevis,« siger han.