I 2030 skal det være slut med at købe nye benzin- og dieselbiler i Danmark. Det er del af VLAK's klimaudspil.

København. I 2030 vil der være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark.

Det er i hvert fald visionen for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). I sin tale ved Folketingets åbning fastslår han, at regeringen vil stoppe salget af nye benzin- og dieselbiler i 2030.

- Transportsektoren står i dag for en fjerdedel af Danmarks CO2-udledning. Og luften i de største byer er for forurenet. Derfor sætter regeringen nu et klart mål: Om 12 år. Kun 12 år vil vi lukke for salget af nye diesel- og benzinbiler, siger Lars Løkke Rasmussen.

Forslaget vil være en del af det luft- og klimaudspil, som regeringen ifølge Løkke vil præsentere i næste uge.

- Om 17 år skal hver eneste nye bil i Danmark være en el-bil eller anden form for nul-udledningsbil, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Løkke kan Danmark "være sin indsats bekendt", når det gælder klimaet. Forslaget om at udfase benzin- og dieselbilerne skal være med til at fastholde Danmark som et land, der "ikke mister modet", men går foran:

- Nu sætter vi kursen. Og sender et klart signal til EU, bilindustrien og resten af verden. Diesel- og benzinbiler i Danmark skal være fortid. Fremtiden er grøn, og den er meget tæt på, siger Lars Løkke Rasmussen.

Klima er højt på vælgernes dagsorden forud for det kommende Folketingsvalg og flere partier har spillet ud på det grønne område.

Før sommerferien indgik alle partier i Folketinget en energiaftale, som blandt andet indeholder tre nye havvindmølleparker.

VLAK-regeringen håber nu at indgå en bred klimaaftale, inden valgkampen for alvor sættes ind.

- Vi er i kapløb med tiden, når det gælder klimaforandringerne. Til gengæld skal vi ikke gøre klimaindsatsen til et politisk kapløb. Vi når kun i mål, hvis Folketinget står sammen. Hvis Danmark står sammen. Som vi har tradition for. Så vi kan trække de andre lande med, siger Løkke.

Han betegner klimaet som en af de største udfordringer i verden lige nu.

- Menneskers påvirkning af klodens klima nærmer sig et kritisk punkt. De scenarier, vi længe har talt om, bliver nu gradvist til virkelighed.

- Vores udledning af klimagasser, risikerer at sætte gang i en kædereaktion. Som vi ikke kan styre. Og som vil ændre livsbetingelserne for vores børnebørn og deres børn. Det går ikke, siger Lars Løkke Rasmussen

Om to uger er han vært ved et såkaldt P4G-klimatopmøde i København med deltagelse af politikere, virksomhedsledere, eksperter, ngoer fra hele verden.

/ritzau/