Venstres politiske ordfører har modtaget i alt 100.000 kroner fra fem selskaber ejet af den samme person.

Britt Bager har fulgt landets love og intet gjort forkert.

Det var essensen i det svar, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag kom med i spørgetimen til sagen om donationer til Venstres politiske ordfører.

- Folketinget vedtager reglerne, og hvis man synes, der er noget, der ikke er godt nok, må man fremsætte et forslag for at gøre dem bedre, siger Løkke til Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Hun spurgte Løkke ind til sagen med Britt Bager, som i forbindelse med 2015-valget fik i alt 100.000 kroner fra fem selskaber ejet af den samme person.

Loven siger, at partier og politikere skal offentliggøre identiteten på donorer, som giver mere end 20.000 kroner i støtte.

Donationen var i dette tilfælde delt op i fem donationer på hver 20.000 kroner fra selskaber, som var ejet af den samme person.

Dermed er manøvren ikke ulovlig.

Bager og Venstre - og nu også Løkke - gør meget ud af at fortælle, at donationerne er kommet fra fem selvstændige virksomheder. Altså ikke fra den samme person, selv som denne altså ejer virksomhederne.

Kritikken har lydt på, at Britt Bager på den måde har omgået reglerne. Ifølge Skipper modtog Bager reelt 100.000 kroner fra samme person. Løkke ser ingen problemer.

- Mig bekendt har vi det mest åbne partistøtteregler, vi nogensinde har haft. De er vedtaget bredt i Folketinget, siger han.

- Det rigtige er at følge landets love. Hvis man synes, at landets love er forkerte, synes jeg, at man skal lave dem om, siger Løkke.

Bager ville i første omgang ikke kommentere sagen, da historien kom frem - blandt andet i Politiken - tidligere på måneden.

Da hun så svarede, var det i første omgang kun via skriftlige svar.

- For det første er det ikke mig som person, der har modtaget bidragene. Det er min daværende kreds, som har modtaget 20.000 kroner fra fem forskellige virksomheder.

- For det andet har jeg allerede oplyst, hvem bidragene kom fra: De kom fra fem forskellige virksomheder, og jeg har oplyst CVR-numrene på de fem virksomheder, skrev Bager blandt andet i et af sine svar.

Hun har desuden selv fastslået, at hun blot har fulgt reglerne.

/ritzau/