Allinge på Bornholm ligger i disse dage by til årets Folkemøde, der ifølge Løkke bliver bedre og bedre.

Allinge. Folkemødet, der i disse dage finder sted i Allinge, får ofte skudt i skoene, at det kun besøges af politikere og journalister.

Der er dog flere almindelige danskere i år end tidligere, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Jeg synes, at der er flere - med et slidt udtryk - almindelige danskere. Når folk kommer hen, er det ikke kun folk, som jeg har set før på Slotsholmen (øen, hvor Christiansborg ligger, red.) til et møde i centraladministrationen.

- Det er også folk fra Lemvig, Skive og Thisted, siger Løkke.

Han peger på, at han ved årets politiske festival lægger mærke til de små ting, som viser, at det er blevet mere velorganiseret:

- Det bliver bedre og bedre. Der er flere cykelstativer, flere affaldsspande, og der er kommet en ordentligt teltlejr. Det er blevet mere velorganiseret, og derfor tror jeg også, at det bliver mere tilgængeligt for danskerne.

Statsministeren åbnede fredag sin dag på Folkemødet med at holde "klassens time" med flere end 100 skoleelever.

De udfrittede ham med spørgsmål om, hvad det værste ved at være statsminister er, og om hvad han synes om de lange skoledage, som folkeskolereformen har medført.

Løkke glædede sig efterfølgende over spørgsmålene, og at de unge "ser ud over deres egen næsetip".

- Det er vigtigt at høre de unge. Hvis man vil vide noget om folkeskolen fungerer, så kan det ikke nytte noget kun at snakke med dem, der har stemmeret, for så er de alle sammen gået ud af den, forklarer han.

Folkemødet startede torsdag og varer til søndag 17. juni. Der finder cirka 3000 arrangementer sted i løbet af de fire dage, som ventes at tiltrække samlet 100.000 mennesker til den nordbornholmske by.

I 2017 var hver anden deltager på Folkemødet almindelige deltagere. To procent af deltagerne var politikere, mens én procent var journalister.

/ritzau/