Løkke tonede søndag frem på skærmen i bedste sendetid og satte lidt ord på sin afsked som formand, konen Sólrun Løkke Rasmussens drøm om at sælge rejser og de mange selfies, han har taget i de københavnske gader.

På intet tidspunkt rettede han en direkte kritik mod en kollega på Christiansborg eller et medlem fra partiets bagland. Ikke direkte, vel at mærke.

Men indirekte sendte den tidligere statsminister stikpille efter stikpille afsted efter den mand, som han gennem årene har haft så mange kampe med.

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen.

Eksempelvis fik han både gjort klart, at han 'hele tiden' har haft planen om, at Kristian Jensen ikke skulle være formand, og at næstformanden desuden har misforstået hele snakken om det delte formandskab.

B.T. har samlet seks af de tilfælde fra Løkkes interview med DR, hvor han mellem linjerne skød med skarpt mod Kristian Jensen. Læs dem alle længere nede i artiklen.

Mandag formiddag var Kristian Jensen så i TV Midtvest og gøre klart, at debatten mellem ham og Løkke er 'et lukket kapitel'.

Men det er slet ikke så sikkert. De to sidder nemlig begge i Venstres folketingsgruppe, og det der sker på lørdagens ekstraordinære landsmøde i partiet, kan meget vel få indflydelse på de to kamphaners situation.

»Det kommer meget an på, hvad der sker på lørdag. Hvis der kommer et hårdt næstformandsopgør, kan der blive dannet en fløjkrig i partiet igen. Hvis Løkke og Jensen kommer på hver deres fløj, så kan det blive enormt giftigt,« fortæller Erik Holstein, der er politisk kommentator på Altinget.

Herunder kan du læse de seks passager fra interviewet, hvor Løkke går i kødet på sin partifælle. Erik Holstein analyserer under dem alle.

1. Jeg har hele tiden haft en plan om, at Venstres nye formand skulle være Jakob Ellemann-Jensen. Det var derfor, jeg udnævnte ham som politisk ordfører i sin tid.

Erik Holstein: »Det er en meget kold og barsk afvisning af Kristian Jensen. I partiet har det i lang tid været planen og opfattelsen, at Kristian Jensen skulle overtage, så Løkke har glemt at fortælle, hvis han havde andre tanker.«

2. Jeg har taget nogle særlige hensyn til næstformanden, på grund af det der skete i 2014, når jeg har udnævnt ministre, men ellers har jeg valgt efter kvalifikationer.

Erik Holstein: »Når han siger det sådan, så kan det opfattes som en sviner, men der er også det element i, at han faktisk i interviewet sagde, at Kristian Jensen var kvalificeret til sine poster, men at det bare ikke var en del af hans plan.«

3. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi havde en situation i 2014, hvor nogle syntes, at jeg skulle stoppe og var meget utålmodige.

Erik Holstein: »Den her er også rettet mod Kristian Jensen og hele hans fløj. Løkke har været rasende over, at de dengang pressede så meget på.«

4. Jeg har også selv været overrasket over noget af det, som jeg har set på det seneste. Når jeg kan sidde og læse passager i Søren Pinds nye erindringsbog, om hvordan folk har mødtes hos hinanden og sagt: ‘Hvis det her sker, så fordeler vi rosset på denne her måde’.

Erik Holstein: »Løkke bryder sig ikke om, at han i Pinds bog kan læse, at man forsøgte at fordele arven, mens høvdingen var i live. Han ser det som et klart tegn på illoyalitet hos Kristian Jensen.«

5. (Om hvad der Kristian Jensen fik ud af mødet i kælderen i 2014).... Hvad får han? Han har nogle ønsker om sin egen person. Det er så sådan, det er. Jeg laver den fejl, at jeg kommer til at introducere det famøse ord formandskab, som vi aldrig har haft, og som vi heller ikke havde aftalt, at vi skulle have. Ud af det er der bagt en myte op. Jeg har set den, men har interesseret mig for lidt for at slå den ned.

Erik Holstein: »Han siger jo nærmest, at Kristian Jensen er en illusion, der aldrig har været dækning for. Det er meget utroværdigt. Man kan jo ikke komme fem år efter og sige, der var intet formandskab. Det skulle han have korrigeret.«

6. 'Det vidste han da også' og ‘Ja, det er så nok en underdrivelse, men lad nu det være' til spørgsmålene, om Kristian Jensen skulle have haft besked om Løkkes samtalebog med planen om en SV-regering, og at han i et interview har fortalt, at han kun fik besked et par timer før.

Erik Holstein: »Uanset om Løkke har ment, at der ikke var et delt formandskab, så er det jo enormt arrogant ikke at orientere partiet og finansministeren om, at han laver en totalt strategiændring. Alt tyder på, at Kristian Jensen kun fik det at vide ganske få timer før.«