Kommer valget snart? Noget kunne tyde på det.
Jo jo, ét er selvfølgelig alle de udspil, som regeringen i almindelighed og Socialdemokratiet i særdeleshed har været på banen med for tiden. Noget andet er, at Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende er ved at komme i form.
Og det plejer ikke at være en tilfældighed, lyder det fra B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.
Tirsdag har udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) nemlig delt et billede på sin Instagram af en løberute og et rødmosset selfie med teksten:
»Tænker, det er bedst at komme i form.«
Og ifølge Joachim B. Olsen så er der »selvfølgelig« tale om en henvisning til, at Lars Løkke Rasmussen angiveligt altid taber sig op til et valg.

»Det plejer at være den mest sikre indikation på, at valget er på vej,« siger Joachim B. Olsen og trækker på smilebåndet.
»Ej, det er da meget sjovt af ham. Mon ikke det handler om, at han gerne vil se lidt 'fit' ud, når der om lidt er valgkamp.«
Lars Løkke Rasmussen har tidligere heller ikke selv været bleg for at tale om sin form - eller mangel på samme.
Under et interview på streaming-platformen Twitch med Rasmus Søndergaard tilbage i oktober måned sidste år lød det fra Løkke:
»Jeg plejer altid at sige, at man kan se på mig, når der er valgkamp. Der plejer jeg at 'slimme' ned. Jeg tager mig nok bare lidt mere sammen.«
I podcasten B.T. Valgkamp kan du høre Joachim B. Olsen, politisk analytiker Henrik Qvortrup og politisk redaktør Emilie Jägers bud på, hvornår valget kommer.
Lyt på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


