Statsministeren har bedt Rumæniens præsident at løse problem, så fire rumænere kan udleveres til hjemlandet.

Bruxelles. Der skal findes en løsning på et "utåleligt" problem med Rumænien.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter han har holdt et bilateralt møde med den rumænske præsident, Klaus Werner Johannis, under EU-topmødet i Bruxelles.

Her har han bragt en sag op om fire rumænere, der ikke kan sendes ud af Danmark til i Rumænien.

Det kan de ikke, fordi fængselsforholdene er vurderet af Højesteret til at være i strid med menneskerettighederne.

- Det er kæmpe problem. Fordi det her europæiske fællesskab, det hviler på, at man lever op til menneskerettighederne. Det er utåleligt, og det er der ingen, der kan forstå.

- Derfor har jeg sagt til den rumænske præsident, at det går ikke det her. Det skal der findes en løsning på, siger statsministeren.

Der er for øjeblikket ikke nogen rumænsk regering. Den blev onsdag afsat ved en mistillidsafstemning i parlamentet.

Men Løkke forklarer, at den rumænske præsident har lovet, at han vil bede en ny rumænsk justitsminister om at løse problemet, når en ny regering er dannet.

Statsministeren anerkender, at der sandsynligvis ikke kommer en generel løsning på de dårlige fængselsforhold lige foreløbig. Men der skal findes en løsning på de fire rumænere nu, lyder det.

- Det skal løses i forhold til de her konkrete rumænere, der sidder i Danmark. Så er det helt åbenlyst, at så har Rumænien også en mere generel udfordring. Det må de så gøre noget ved i Rumænien, siger han.

Der er tale om tre kvinder og en mand fra Rumænien.

Kvinderne - en mor og hendes to døtre - anklages i Rumænien for organiseret menneskehandel.

Sagen mod dem er rejst som udløber af den store Hvepsebo-sag i Danmark. Den viste, at et stort antal fattige rumænere blev udnyttet til bedragerier og andre former for kriminalitet.

Manden har kørt som chauffør rundt om i Europa. I hans tilfælde ønsker Rumænien at få ham tilbage til afsoning af en fængselsdom.

Alle fire har strittet imod en udlevering.

Og i slutningen af maj fastslog Højesteret, at rumænerne ikke kunne sendes ud af landet for at afsone i Rumænien, fordi cellerne i det rumænske fængsel, hvor de ville skulle afsone, er alt for små.

De ville blot være sikret et personligt rum på to kvadratmeter. Det vil ifølge domstolen være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, fremgik det af Højesterets afgørelse.

/ritzau/