____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der var både rygklap og kritiske røster blandt vælgerne, da Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen, for første gang siden tøjskandalen gik på gaden og mødte vælgerne.

Lars Løkke Rasmussen var trukket i arbejdstøjet i anledning af søndagens valg til Europaparlamentet, og delte i den forbindelse valgmateriale ud sammen med venstrekandidaterne på Køge Torv. Det skete mindre end et døgn efter at Venstres Forretningsudvalg tirsdag aften besluttede at redde ham på målstregen efter den seneste bilagsskandale .Efter 3,5 times møde udtrykte Forretningsudvalget fortsat tillid til Lars Løkke Rasmussen som formand. En tillid flere vælgere på torvet i Køge også gav udtryk for

- Du er også et almindeligt menneske, og nu har vi hørt nok om den sag, sagde en af de fremmødte vælgere blandt andet

Lars Løkke Rasmussen takkede for opbakningen, men erkendte samtidig også, at der skal gøres en indsats fremadrettet. 

Lars Løkke Rasmussen fik også rig lejlighed til at gå statsministeren i bedene på billedsiden, da mange spurgte om lov til at få taget et såkaldt "selfie" med Venstres partiformand.

En enkelt kommentar om Lars Løkkes Rasmussens tøjindkøb blev det også til, da en vælger fra den modsatte politiske fløj bemærkede, at dagens habit var lidt krøllet.

Efter mødet med vælgerne tog Lars Løkke Rasmussen også en snak med de mange fremmødte journalister, som også spurgte ind til tøjskandalen. Her var spørgsmålene anderledes pågående.

- Forholdet mellem Skat og den enkelte borger er en privat sag.  Det er det jeg forholder mig til, svarede Lars Løkke Rasmussen blandt andet på spørgsmålet, om han vil lade offentligheden få større indblik i sagen.

At Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med sin skattesag, valgte at lægge skatteoplysninger offentligt frem, får ikke Lars Løkke Rasmussen til at ændre indstilling. - Det var hendes valg, men jeg forholder mig til at det er et privat anliggende, og kan kun sige, at jeg betaler den skat, jeg skal, fastholdt Lars Løkke Rasmussen.

Samtidig erkendte partiformanden, at der nu skal gøres en indsats for at genoprette tilliden.

- Jeg er helt klar over, at den her sag har slået skår i mig og Venstre. Derfor er jeg også nu trukket i arbejdstøjet, siger Lars Løkke Rasmussen blandt andet.Og arbejdstøjet var denne onsdag selvbetalt fastholdt Løkke, da der blev spurgt til, hvor tøjet, som Venstre financierede, befinder sig i dag.

- Jeg har selv betalt det jakkesæt, jeg har på i dag, fastslog Løkke, uden direkte at svare på spørgsmålet.