Danmarks nye uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, startede sit nye job med en ganske kort tale i ministeriet, et syv minutters interview til pressen og et hurtigløb hen mod døren, hvor ingen presse kunne få fingrene i ham. Der var allerede skruet vel ned for ordstrømmen, som Tommy Ahlers tidligere har anvendt til at revse både den siddende regering, men også alskens andre politikere med.

Danmarks nye uddannelses- og forskningsminister - der er blevet rig på sin iværksættervirksomhed og blandt andet har investeret stort i dansk esport - hudflettede så sent som i september måned den siddende regering for at være 'slap og uambitiøs' i forbindelse med, at der blev indført et særligt investeringsfradrag på 200.000 kroner over tre år. De håndører battede slet ikke nok, sagde han til Berlingske.

Tilbage i 2015 gik han endnu mere til stålet - endda over for sin nye chef, Lars Løkke Rasmussen - i et interview i Finans, hvor han beskrev at 'ingen politikere nogensinde har tjent penge til det danske samfund'.

»Lars Løkke? Han har aldrig været ude og lave noget privat. Kristian Thulesen Dahl? Helle Thorning? Hele vejen rundt. De har aldrig været ude og skabe arbejdspladser, vokse omsætningen og få et salgsteam til at fungere. Det er egentlig ikke så underligt, at de kun kan finde ud af at bruge penge. For de har aldrig prøvet andet,« forklarede Tommy Ahlers dengang.

Nu har han parkeret sig selv på de politiske øretævers plads. Og gudskelov for det, hvis man spørger hans ven og kollega Jesper Buch, som startede internetportalen just-eat.dk.

»Det var en rigtig dejlig nyhed at få. Det er spændende at trække en profil ind, som hele sit voksenliv har bygget forretninger op fra bunden og gjort det med succes,« siger Jesper Buch og fortsætter:

»Jeg tror, han vil bestride arbejdet på en måde, så Danmark bliver et bedre sted,« siger Jesper Buch.

Tommy Ahlers har aldrig lært at styre tungen, så man ikke taler sig ud af sit politiske embede. En disciplin, som de fleste andre af hans ministerkollegaer mestrer. Men Jesper Buch mener kun, at det er en fordel.

»Danmark trænger til en 'no bullshit'-type. Særligt de unge, tror jeg. De vil gerne have nogen mennesker ind på de poster, som siger tingene, som de oplever dem. Al respekt for de andre politikere, men det gør ikke noget, at det ikke er endnu en elevrådsformandstype,« siger Jesper Buch.

»Så kan det godt være, at han kommer til at træde ved siden af, når han taler lige ud af posen. Det synes jeg slet ikke gør noget,« siger Jesper Buch og roser Lars Løkke Rasmussen.

»Jeg synes, det er modigt af Lars at tage en person ind, som har operationel og strategisk viden og erfaring fra det virkelige liv,« siger han.

Lige så pivukendt, som 42-årige Tommy Ahlers er i politiske sammenhænge, lige så stor en kanon er han i det danske iværksætterliv. Han trådte rigtigt ind i de riges rækker, da han udviklede et lille mobilt værktøj, som tillod backup af brugernes kontakter og samkøring af kalenderen med andre brugeres, som hed ZYB. Det kæmpestore multinationale selskab Vodafone købte så ZYB i 2008 for cirka 50 millioner amerikanske dollar. Penge, som Tommy Ahlers kunne dele med sine partnere, Morten Lund og Ole Højriis Kristensen.

Herefter var der rigeligt med penge på bankbogen til at slå sig ned og investere i andre iværksætteres gode ideer også. i 2010 investerede han i virksomheden Podio, som senere blev solgt for over 300 millioner kroner.

Tommy Ahlers ved dagens præsentation af ham selv som ny minister i Lars Løkke Rasmussens regering.
Tommy Ahlers ved dagens præsentation af ham selv som ny minister i Lars Løkke Rasmussens regering. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Et af de farverige projekter, som den nyslåede minister har kastet sine penge efter, er det danske e-sport-fænomen Astralis. Her lagde Tommy Ahlers et ukendt 'millionbeløb' i virksomheden Astralis Aps, som han hermed fik en større ejerandel i. Siden har Astralis - bevæbnet med virtuelle kalashnikov-rifler -  skudt sig til tops på verdensranglisten i Counter-Strike og inkasseret millioner af kroner i præmiesummer verden over. Blandt andet tog holdet sejren i Eleague Major turneringen i USA og sikrede 3,5 millioner danske kroner lige ned i foret.

Ikke nogen dårlig hest at satse på i en branche, der i øvrigt vækster helt vildt i øjeblikket.

Tommy Ahlers har endda fået et lidt folkeligt skær over sig, da han i tre sæsoner nu har været med i det populære iværksætterprogram 'Løvens hule' på DR, hvor han har talt alverdens virksomhedsideer op og ned. Blandt andre sammen med Jesper Buch.

Hvad tror du, at Tommy Ahlers får sværest ved som minister?

»Først og fremmest bliver den største udfordring at sætte sig ned og sætte sig ind i stoffet. Det kommer han til at bruge tid på nu,« siger Jesper Buch.

Jeg havde faktisk sådan lidt en fornemmelse af, at I meget succesfulde iværksættertyper slet ikke gad være ministre og politikere. Det er jo en noget anden type arbejde og - som du selv siger - fyldt med læsestof, som ikke altid er lige spændende?

»Altså, jeg havde ikke selv råd.«

Råd? Har du ikke råd?

»Jeg er nok selv for farverig og må hellere tage kampene ude i erhvervslivet. Men når nu man har haft succes som iværksætter og måske ikke i lige så høj grad som før behøver at tænke over sin økonomi, så ville det jo være fremragende, hvis man kunne agere lidt mere filantropisk. Og derfor håber jeg også, at Tommy får lov at blive i embedet, så han virkeligt kan gøre en forskel hen over årene,« siger Jesper Buch.

Der skal gøres mere end at håbe, hvis ikke Tommy Ahlers skal sparkes ned fra ministertaburetten igen til næste sommer, hvor folketingsvalget senest kommer. I den seneste meningsmåling fra Voxmeter, som er offentliggjort den 29. april, står rød blok til at få 94 mandater mod blå bloks 81.

Tommy Ahlers stammer fra Sønderjylland, blev kandidat i jura i 2000 og sparkede gang i sin karriere i konsulentvirksomheden McKinsey, der er kendt for at støbe personer til topledelse i Danmark og andre lande.

Halvdelen af tiden har han sine børn, som i de uger naturligt dominerer hans morgener. De skal nemlig sendes i skole.

»Jeg starter altid dagen med at bruge en halv times tid på mails og telefonopkald. Resten af dagen holder jeg møder og er i kontakt med de virksomheder, jeg er involveret i,« har han sagt til Euroman.