USA skal udvise respekt for, at Grønland bestemmer sin egen fremtid og er en del af Danmark ifølge regeringen.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), efter at der er blevet udnævnt en amerikansk udsending til Grønland. Det skete natten til mandag dansk tid og viser, at den amerikanske interesse for Grønland fortsætter.
- Udnævnelsen bekræfter, at den amerikanske interesse for Grønland består. Vi står imidlertid fast på, at alle - også USA - skal udvise respekt for Kongerigets territoriale integritet, siger Løkke i en skriftlig kommentar.
USA's præsident, Donald Trump, har udpeget guvernøren i delstaten Louisiana, Jeff Landry, som USA's særlige udsending til Grønland. Han er 54 år, republikaner og har en fortid som politibetjent og virksomhedsejer.
Landry er bevidst om, hvor afgørende Grønland er for USA's nationale sikkerhed, lyder det fra Trump.
Donald Trump har flere gange luftet tanker om, at USA af sikkerhedsmæssige årsager skulle overtage Grønland.
Tidligere har Trump ikke villet afvise at bruge militær magt for at få kontrol med Grønland. Det har vakt opsigt, fordi Danmark, Grønland og USA i årtier har været allierede.
Udtalelserne skabte internationale politiske rystelser og medvirkede til, at forholdet mellem USA og Kongeriget Danmark i en periode var særdeles anspændt.
Den danske regering har ikke lagt skjul på, at den amerikanske præsidents interesse hurtigt kunne blusse op igen og forværre forholdet.
For præcis et år siden skrev Trump på sit sociale medie, at USA "af hensyn til national sikkerhed og frihed i hele verden" følte, at "ejerskab og kontrol over Grønland er en absolut nødvendighed".
Det skabte chokbølger i Grønland og Danmark, hvilket til gengæld gjorde, at de to lande rykkede tættere sammen, og Danmark opprioriterede verdens største ø. Det skete gennem investeringer og besøg.
Eksempelvis har statsminister Mette Frederiksen (S), kong Frederik, ministre og den franske præsident, Emmanuel Macron, alle besøgt Grønland i årets løb.
Under det grønlandske valg i marts var selvstændighed et stort emne, men det endte med en regering, som stod sammen og bekræftede, at sammenhold var det vigtigste den kommende tid.
/ritzau/
