Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen stemplede onsdag tilbage i regeringsforhandlingerne efter knap to ugers fravær, men en ny regering er ikke lige på trapperne af den årsag.

Det må man forstå på Løkke, som torsdag har deltaget i årsmødet hos Danske Rederier og efterfølgende har talt med TV 2 og DR.

- Vi er langt væk, siger Løkke ifølge TV 2.

Det handler om den økonomiske politik fremadrettet, lyder det fra Løkke. I den forbindelse har han udtrykt en vis skepsis, i forhold til at Enhedslisten får indflydelse på den.

- Vi ved godt, at vi har 14 mandater og ikke kan diktere alting. Men det er bare sådan, at danskerne har stemt på et Folketing, hvor der ikke er et rødt flertal.

- Altså, det er der ikke. Der er et ikke-rødt flertal. Så kan det ikke nytte noget, at vi fejrer det ved at lave en regering, der fører en rød økonomisk politik, siger Løkke ifølge DR.

Efter folketingsvalget 24. marts var der hverken et rødt eller blåt flertal. Siden valget har den kongelige undersøger og forhandler Mette Frederiksen (S) afsøgt muligheden for at danne en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale.

Moderaterne, som ønsker en midterregering, sidder dog med de afgørende mandater.

Derfor har Mette Frederiksen foruden partierne i rød blok også forhandlet en del med Moderaterne efter valget.

Men indtil onsdag var der gået knap to uger, siden Moderaterne senest var inde hos Mette Frederiksen. Løkke mener, at Mette Frederiksen skal inddrage Venstre og De Konservative mere i forhandlingerne.

Det var grundet tvivl om velfærdsaftalen, som blev indgået i 2006, og som sikrer, at borgerne arbejder længere, i takt med at levealderen stiger, der var skyld i Moderaternes fravær i forhandlingerne.

Men det problem skulle være løst, da Moderaterne har fået en bekræftelse på, at partiet kan være en del af det centrale velfærdsforlig, der betragtes som en hjørnesten for dansk økonomi.

/ritzau/