Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen mødes onsdag i næste uge i en duel, som Jydske Vestkysten afholder.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, krydser onsdag 22. maj klokken 14 verbale klinger i en valgduel i Aabenraa.

Det skriver avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding, på Twitter.

Han fortæller, at debatten arrangeres af Jydske Vestkysten, og at han selv skal være ordstyrer.

Duellen i Aabenraa bliver den tredje valgduel mellem de to politikere, der bejler til statsministerposten efter valget.

De to partiformænd mødtes 31. marts i en tv-duel på DR1, hvor de debatterede sundhed, klima og pension i tre kvarter.

De skulle også have haft en tv-duel på TV2 tirsdag 7. maj, men den dag endte anderledes, end i hvert fald Mette Frederiksen havde forventet.

Hun måtte på dagen sygdomsramt melde afbud til duellen, hvor de skulle have debatteret pension i et kvarter.

Senere samme dag gik Lars Løkke Rasmussen på talerstolen i Folketingssalen og udskrev valg.

Samme aften var der partilederdebatter på først DR1 og dernæst TV2. Her agerede Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, vikar for sin på det tidspunkt sygdomsramte formand.

Mette Frederiksen kom sig dog over det maveonde, der havde ramt hende, og siden fredag i sidste uge har hun været i gang med at føre valgkamp.

På søndag mødes hun og Lars Løkke Rasmussen til den anden valgduel mellem de to. Det sker i programmet Højlunds Forsamlingshus på TV2.

Lars Løkke Rasmussen kæmper med dårlige meningsmålinger for VLAK-regeringen i øjeblikket.

Mette Frederiksen ser ud til at stå stærkt, hvis hun ellers kan skabe enighed i rød blok efter folketingsvalget 5. juni.

I det seneste vægtede gennemsnit af meningsmålinger fra Ritzau Index står rød blok til 54,5 procent af stemmerne, mens blå blok står til 42,9 procent.

Alternativet er medregnet som en del af rød blok, selv om partiet peger på sin egen politiske leder, Uffe Elbæk, som statsminister. Partiet pegede ved det seneste folketingsvalg på rød bloks statsministerkandidat.

/ritzau/