Opdateret og rettet udgave: I en tidligere udgave af denne artikel bragte vi en fejlbehæftet grafik/vælgermåling fra YouGov, hvor der var fejl i mandattallene for december for Det Radikale Venstre, Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti. Det fremgik fejlagtigt af grafikken, at rød blok samlet stod til 89 mandater mod blå bloks 86 mandater i december 2018. De rigtige mandattal for december 2018 er 90 mandater til rød blok og 85 mandater til blå blok. Der var ikke fejl i mandattallene i grafikken for januar 2019. I grafikken nedenfor, kan du se de korrekte tal.

De store flagskibe i henholdsvis rød og blå blok sejler i modvind.

Venstre er på fem uger gået 1,2 procentpoint ned og står dermed endnu mere usikkert frem mod næste valg. Det viser en ny YouGov-meningsmåling.

Meningsmålingen blev gennemført i weekenden. Altså nogle få dage før statsministeren fremlagde regeringens udspil til en sundhedsreform.

Et identisk fald i meningsmålingen ses hos Socialdemokratiet.

Det ændrer imidlertid ikke på, at Socialdemokratiet med statsministerkandidat Mette Frederiksen i front ifølge meningsmålingen står til at vinde valget med 89 mandater i ryggen mod blå bloks 86. .

Det er også værd at bemærke, at mindre partier tager en større del af vælgerkagen end hidtil. Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti står begge til at gå frem med et mandat. Også Enhedslisten står til en pæn fremgang med hele tre mandater siden december.

Overordnet ligger blokkene dog utrolig tæt. Mens rød blok (A, B, F, Ø og Å) får 50,3 procent af stemmerne, får blå blok (V, C, K, O, I og D) 49,7 procent.

Holdningen til 'de tre vigtigste mærkesager, som en kommende regering bør tage sig af', har også ændret, skriver Berlingske, der har været i kontakt med Kantar Gallup.

54 procent mener sundhedspolitik, 44 procent mener miljø- og klimapolitik og 44 procent finder flygtninge- og indvandrerpolitik som dét, en ny regering bør prioritere.

En lignende måling viste i juni 2018: Sundhed 45 procent, miljø og klima 34 procent og flygtninge- og indvandrerpolitik 51 procent.