Lars Løkke Rasmussen bliver medlem af Det Udenrigspoliske Nævn.

Det står klart efter, posterne i Venstre er blevet fordelt på et gruppemøde i partiet torsdag.

På Folketingets hjemmeside kan man allerede se et billede af Lars Løkke Rasmussen, som figurerer i udvalget.

Berlingskes politiske journalist Cathrine Bloch skriver på Twitter, at Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, fortæller, at Lars Løkke Rasmussen selv har ønsket at indtræde i Udenrigspolitisk Nævn.

Det har den nye formand sagt god for i forbindelse med gruppemødet torsdag. Lars Løkke Rasmussen får dog ikke umiddelbart nogen ordførerposter i Venstre, forlyder det.

Den eneste udvalgspost, Lars Løkke Rasmussen har på sin profil på Folketingets hjemmeside, er da også så vidt udelukkende i Udenrigspolitisk Nævn.

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen får ikke nogen ordførerskaber. I stedet får han en såkaldt 'fri rolle' i partiet.

»Jeg har bedt om at få luft. Jeg har ingen interesse i at sidde i et tungt ordførerskab, hvor jeg skal sidde i udvalg ugentligt. Det er aftalt, at jeg skal have en fri rolle. En libero, der kan  være der, hvor noget skal løses,« siger Kristian Jensen ifølge Ritzau.