De to kandidater til statsministerposten, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, ser begge frem til den direkte TV-duel søndag aften.

Rød og blå, socialistisk og liberal, kvinde og mand.

Modsætninger mødes, når Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt (S), søndag aften skal debattere live med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), på TV 2 klokken 20.

Men selvom aftenens debat med garanti bliver intens, lover Venstre-formanden at kæmpe pænt. Der kan komme tacklinger, men:

»I så fald skal de i hvert fald ikke være urene. Ingen urene tacklinger,« siger han.

Adspurgt om, hvordan han forbereder sig på debatten, svarer han:

»Det vigtigste for mig er at få rystet hovedet, at få dyrket lidt motion, tage et varmt brusebad og så være klar til den her duel, som jeg har set meget frem til. Vi har jo kæmpet nogen tid for at se, om det kunne lade sig gøre at få sådan en i fredstid, men det kunne det ikke. Nu får vi den under valgkampen, og det bliver dejligt. Jeg glæder mig.«

I rød lejr ser den nuværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, også frem til aftenens møde.

»Jeg tror, det bliver en spændende debat. Valgkampen har nu været i gang i fem dage, og der er efterhånden kommet mange forskellige diskussioner frem. Jeg vil gerne diskutere med Løkke, hvordan man kan sikre et godt sundhedsvæsen, når der bliver flere ældre de næste år, og når Venstre har planlagt nulvækst i den offentlige sektor,« siger hun.

Det emne er Lars Løkke Rasmussen også lun på. Det er dog TV 2, der har besluttet at det skal på banen, fortæller han.

»Det vil jeg også meget gerne snakke om,« siger han og leder opmærksomheden hen på problemer med overbelægning på Regions Hovedstadens sygehuse, som Berlingske beskrev lørdag.

»Når vi ser de her horrible ting fra Hovedstadsregionen, hvor de ældre trods valgløfter fra Socialdemokraterne stadig ligger på gangene, så er det jo ikke godt nok,« siger han.

Helle Thorning-Schmidt mener, det er det rette tidspunkt at mødes i en duel, og fra Lars Løkke Rasmussen lyder beskeden:

»Selvfølgelig er jeg klar.«