Løkke langer ud efter LA-politiker: 'Plat og utiltalende'
De to er kommet i en lille fejde på X om en udtalelse fra Løkke selv.

De to er kommet i en lille fejde på X om en udtalelse fra Løkke selv.

Lars Løkke Rasmussen går nu verbalt i flæsket på Liberal Alliances Ole Birk Olesen.
»Hvor er det plat og utiltalende at bringe dette citat ude af kontekst,« lyder det fra Moderaternes leder på X.
Han reagerer på et opslag samme sted fra Ole Birk Olesen, der er kommet med et spydigt indspark til de igangværende – og sammenbrudte – regeringsforhandlinger.
Og ikke mindst til det faktum, at Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har valgt at forkaste det borgerlige udspil om at skabe en VLAK-regering for i stedet at vende tilbage til den modsatte fløj.
På X har Ole Birk Olesen således gengivet et Løkke-citat fra forleden, hvori han opridser sin overvejelser i den forbindelse:
»Jeg vil hellere være afhængig af Pelle Dragsted end af Morten Messerschmidt, hvis jeg skal sige det helt klart,« fremgår det. Se opslagene her:
Og som man kan se herover så illustrerer Ole Birk Olesen det videre med, at Lars Løkke Rasmussen altså dermed hellere vil bakke op om »socialisme og terrorisme« end »strammere udlændingepolitik«.
Ifølge LA-politikeren altså synspunkter repræsenteret af henholdsvis Enhedslisten og Dansk Folkeparti i den forbindelse.
Det er det, som Lars Løkke Rasmussen reagerer på.
»Sagde det med direkte reference til respekten for den internationale retsorden og konventionerne. Fair med uenighed, men unfair at køre med stråmand,« skriver Lars Løkke Rasmussen.
Og det har han faktisk ret i.
For i interviewet med TV 2 sagde Lars Løkke Rasmussen rettelig:
»Når det kommer til, om Danmark skal være en del af konventionerne vil jeg hellere være afhængig af Pelle Dragsted end af Morten Messerschmidt, hvis jeg skal sige det helt klart.«