Statsministeren vil tale i Europarådet, hvor Danmark kæmper for at skubbe til Menneskerettighedsdomstolen.

København. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager onsdag til Strasbourg for at tale i Europarådets Parlamentariske Forsamling.

Danmark er formand for Europarådet og har som sin førsteprioritet at reformere Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af menneskerettighedskonventionen.

Regeringen mener nemlig, at den i nogle sager hindrer udvisning af kriminelle udlændinge.

- Der er tegn på, at Menneskerettighedsdomstolen allerede lytter og er på vej i den rigtige retning, udtaler Løkke i en pressemeddelelse.

- Det er positivt. Den udvikling skal vi fastholde og skubbe yderligere til i vores reforminitiativ. Det glæder jeg mig til at drøfte i Strasbourg.

Pressemeddelelsen kommer samme dag, som Jyllands-Posten bringer et interview med Danmarks ambassadør i Europarådet, Arnold de Fine Skibsted.

Han fortæller, at en alvorlig konflikt med Rusland skygger for de prioriteter, regeringen ellers har udvalgt for Danmarks formandskab for Europarådet.

- Succeskriteriet for det danske formandskab er at holde sammen på organisationen og forhindre, at den går i opløsning, siger ambassadør Arnold de Fine Skibsted til Jyllands-Posten.

- Det handler om at sikre Europarådets overlevelse og eksistens. Problemet med Rusland er større og ligger ud over de andre danske prioriteter. Det er en meget vanskelig situation, som vores formandskab fokuserer på.

Efter talen til Europarådets Parlamentariske Forsamling drager Løkke til World Economic Forum i den schweiziske by Davos. Her mødes toppolitikere og erhvervsledere fra hele verden.

Statsministeren vil blandt andet benytte anledningen til at diskutere klimaaftalen fra Paris og det globale arbejde for at nå de mål for verdens udvikling, som FN har stillet op.

/ritzau/