Da Lars Løkke Rasmussen (M) gik på talerstolen til Moderaternes årsmøde lørdag, var det med adskillige budskaber, vi allerede har hørt før. 

Danmark skal skifte kronen ud med euroen, europæisk samarbejde er vigtigere end nogensinde før. 

Men det ikke gik ikke forbi hans næse, at vi står midt i en valgkamp, for flere af de store politiske stridspunkter fandt vej ind i talen.

Blandt andet blev konflikter med S, V og DF italesat. Og ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, var særligt en markant kommentar opsigtsvækkende.

»Efter talen står det klart, at en stemme på Lars Løkke, er en stemme på Mette Frederiksen,« lyder Joachim B. Olsens vurdering.

»Løkke melder sig fuldtonet ind i rød blok,« slår han fast.

Joachim B. Olsen er B.T.s politiske kommentator og debatredaktør.
Joachim B. Olsen er B.T.s politiske kommentator og debatredaktør. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Da Løkke i sin tale kom ind på støtten til Ukraine, var meldingen ikke til at tage fejl af.

»Og det undrer mig ærligt talt, at den alvor ikke står klart for Dansk Folkeparti og andre, der lader til at mene, at vi skal lade ukrainerne sejle deres egen sø,« sagde Løkke, som tilføjede:

»Den holdning fra det yderste højre understreger, hvorfor de, efter vores mening, ikke er egnede til at sidde på magten i Danmark.«

Moderaternes formand afliver altså nu alle former får konspirationer om et regeringssamarbejde mellem Moderaterne og Dansk Folkeparti, mener Joachim B. Olsen.

For matematikken vil simpelthen ikke kunne gå op, sådan som meningsmålingerne ser ud nu.

»Der kan jo ikke komme en blå regering, for mandaterne er der jo simpelthen ikke, når Løkke nægter at samarbejde med DF.«