Moderaterne kommer med i ny regering med Venstre og Socialdemokratiet.

Det står klart, efter Mette Frederiksen tirsdag aften gik til dronningen og meddelte, at hun har mandat til at danne en regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

»Det er altid dejligt, når ens drøm går i opfyldelse,« siger Løkke ifølge tv-billeder fra TV 2, da han tirsdag aften kører fra Marienborg.

Her er de tre partier blevet enige om et regeringsgrundlag, som de vil præsentere på et pressemøde onsdag.

En meget, meget glad Lars Løkke Rasmussen.
En meget, meget glad Lars Løkke Rasmussen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

På Facebook skriver Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne, at han glæder sig:

»For snart 4 år siden åbnede jeg døren på klem. Til det brede samarbejde hen over midten. For Danmark er bedre tjent med samarbejde og kompromiser end ultimative krav. Derfor glæder jeg mig virkelig til at fortælle om alt det, vi sammen har arbejdet på. Alt det, vi nu er enige om at samarbejde om,« skriver den tidligere Venstre-formand.

Ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, har Løkke god grund til at glæde sig:

»Det her er jo især en sejr for Lars Løkke Rasmussen, at det er lykkedes at danne den her regering og at han lykkedes med at komme i regering.«

Lars Løkke Rasmussen får mulighed for at fortælle »meget mere« onsdag kl. 12.00, hvor der afholdes pressemøde.

Det er dog først torsdag, den nye regering officielt vil blive præsenteret foran Amalienborg med det nye ministerhold.