Det er ikke et løftebrud, når regeringen vil afkorte dagpengeperioden. Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at det er et løftebrud, når den nu vil gennemføre en dagpengereform, som afkorter dagpengeperioden.

- Regeringen lever på det her punkt fuldstændig op til vores politik, som vi formulerede den i 2008, siger han.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen sagde i 2007, at der ikke ville komme dagpengereformer i denne valgperiode. Men Løkke henholder sig til, at man efter Arbejdsmarkedskommissionens rapport i 2008 forsøgte at gennemføre en.

- Idéen om en dagpengereform er ikke nogen ny idé. Vi indkaldte til forhandlinger om det, og oppositionen mødte frem. Den gang hørte jeg ikke noget til, at det var et brud på noget løfte. Tværtimod gik oppositionen ind og foregav at forhandle, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han ser reformen nu som en naturlig fortsættelse af bestræbelserne dengang.

- Nu er det på bordet igen, og timingen er bedre nu. Da vi sidst forsøgte at gøre det, var vi på kanten af en krise, siger han.

Han uddyber, at krisen ikke er overstået endnu, men økonomien er i bedring og en dagpengereform træder ikke i kraft med det samme.

- Vi er fremme i sommeren 2012, før man kan se nogen effekter af det her. Og vi er fremme ved 2013, før vi ser den fulde effekt, siger han.

Regeringen og Dansk Folkepartis aftale om genopretningsplanen halverer dagpengeperioden fra fire til to år. Samtidig beskæres børnechecken til maksimalt 30.000 årligt. Der vil ligeledes blive skåret i ulandsbistanden, mens lettelserne i topskatten udskydes i tre år mod oprindeligt planlagt to år. Der indføres også loft på faglige kontingenter på 3000 kroner årligt.

På den måde friholdes kommunerne fra det hidtidige sparekrav fra regeringen på fire milliarder. Samtidig forkastes regeringens forslag om at fastfryse overførselsindkomster i to år.

/ritzau/