Statsministeren har indkaldt partilederne i blå blok for at se, om regeringen »fortsat har flertal«.

Efter at De Konservative tirsdag aften har valgt at vælte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), indkalder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til krisemøde i blå blok.

De blå partiledere samles klokken 21.

»Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering,« skriver Løkke på Twitter.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, forsikrer samtidig på et pressemøde ttirsdag aften, at hans mistillid udelukkende gælder Eva Kjer Hansen.

»Vi bakker regeringen og statsministeren op, men det betyder ikke, at vi accepterer hvad som helst,« siger han.

»Vi vælter ikke regeringen. Den kan vælte sig selv,« uddybede Søren Pape Poulsen, der også forklarede, hvorfor De Konservative ikke længere havde tillid til Eva Kjer Hansen.

»Vi kan ikke have tillid til en minister, der ikke giver et retvisende billede til konsekvenserne af landbrugspakken. For det først står vi bag landbrugspakken. Landbruget skal ikke betale for, at ministeren ikke kan give et retvisende billede. Det er ikke landbruget eller vores natur, der skal betale prisen, for det misvisende billede,« lød det fra den Konservative formand.

Igennem længere tid har Eva Kjer Hansen været under beskydning fra flere sider.

Først kunne BT afsløre, at Eva Kjer Hansen har meget tætte forbindelser til dele af landbrugslobbyen, og siden er det kommet frem, at Eva Kjer Hansen har brugt en regnemetode, som anerkendte forskere ikke kan stå inde for.

/ritzau/