»Jaaaah,« skråler Venstre-folkene i Landstingssalen på Christiansborg.

Lars Løkke Rasmussen stirrer sammenbidt ud over den jublende skare.

»Vi har overrasket dem allesammen. Vi er de bedste til at lede Danmark,« siger han.

Han har vundet en utrolig og overraskende sejr.

En times tid før, ca. 23.20 skiftede mandattallene på den store tavle på vægge i den tætpakkede sal. Hele aftenen har Venstre stået til tre mandater. Et godt resultat, de kunne være tilfredse med, mens Socialdemokraterne også stod til tre, nogle gange til fire.

Lars Løkke Rasmussen og spidskandidat Morten Løkkegaard på til valgfesten hos Venstre i Landstingssalen på Christiansborg i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Lars Løkke Rasmussen og spidskandidat Morten Løkkegaard på til valgfesten hos Venstre i Landstingssalen på Christiansborg i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Nu kom de rigtige tal. Fire mandater til Venstre og tre til Socialdemokratiet.

Venstre har fået sit bedste EP-resultat nogensinde, og er største danske parti i Parlamentet.

Løkke og Venstre-ledelsen tror på, det kan være en game changer - at sejren kan sprede en optimisme om Venstre, så partiet også kan vinde det næste valg om ti dage. Folketingsvalget.

»Vi skal minde danskerne om det igen og igen. Det gør en forskel om det er mig og Venstre, der leder landet, eller om der skal uprøvede kræfter til. Vi vil lede landet med ansvarlig økonomi,« siger Lars Løkke, mens salen jubler efter næsten hver sætning.

Valgfest hos DF (Dansk Folkeparti) med Kristian Thulesen Dahl på Christiansborg i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Valgfest hos DF (Dansk Folkeparti) med Kristian Thulesen Dahl på Christiansborg i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er det stik modsatte af sidste EP-valg for fem år siden. Da stod Løkke svedende i det samme lokale og måtte erkende nederlaget, da Venstre kun fik to mandater, hvoraf de senere mistede det ene, da Jens Rohde forlod partiet. Dengang troede tilhørerne, at Løkke var ved at gå af.

Nu tænker de, at han måske alligevel kan vinde folketingsvalget. EP-valget er så overraskende, at mange tænker, at alt er muligt.

Det stik modsatte sker hos Dansk Folkeparti. I 2014 var de valgets største vinder. Nu er de den største taber. De fik fire mandater ved sidste valg med Morten Messerschmidt i front. Nu må de nøjes med et.

»Vi har røven på kogepladen,« siger Folketingets formand Pia Kjærsgaard.

Om hun også tænker på det kommende folketingsvalg er uklart, men der er DF ruet af en halvering fra sidste folketingsvalg, hvor de bragede frem og vandt 15 mandater.

»Det er selvfølgelig mit ansvar, hvad der sker i Dansk Folkeparti,« siger DF-formanden Kristian Thulesen Dahl.

I modsætning til Lars Løkke har han nærmest kun oplevet medgang og fremgang. Nu rammes han af en ubønhørlig hurdle. Hvor alt tidligere så ud til at lykkes, går det nu den gale vej. Alt, der kan gå galt, ser ud til at gå galt.

»Vi har fået endnu mere kampgejst. Vi skal sikre, at vi får et resultat, der kan holde Danmark på sporet,« siger han til sine medlemmer, og de klapper men uden den store entusiasme.

Meld og Feld-sagen kan være medvirkemde til vælgerflugten - især fordi den forventede afgørelse i sagen fortsat trækker ud.

Valgfest hos DF (Dansk Folkeparti) med Kristian Thulesen Dahl på Christiansborg i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Valgfest hos DF (Dansk Folkeparti) med Kristian Thulesen Dahl på Christiansborg i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er ærgerligt, at det problem ligger og simrer. Og det kan få nogle til at tænke, at de springer DF over i denne omgang. Jeg ærgrer mig over, at den sag ikke for længst er afgjort,« siger Thulesen Dahl bagefter til journalister.

»Brexit har også haft en betydning. Folk har fået indtryk af kaos i Storbritannien. Danskerne har fået indtryk af at vi ikke bare kan melde os ud. Men jeg tror den situation, vil være anderledes om to-tre år.«

Du har aldrig prøvet modgang før, hvordan føles det?

»Jamen sådan er det. Vil man være kaptajn på skibet, så er man det både når der er medvind og modvind. Det er min opgave at lede partiet også i stormvejr,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU røg helt ud, mens SF f og Radikale begge fik to mandater, hvor de før kun havde et, mens Socialdemokratiet bibeholdt tre mandater. De bevægelser passer meget godt med meningsmålingerne til Folketinget, der også peger på fremgang til Radikale og SF og tilbagegang til LA.