Statsministeren forsvarede tirsdag på et samråd, at Foghs spindoktor kontaktede TV2-chefer i sag om stationens valg af politiske kommentatorer.

Det var blandt andet for at kunne informere den øvrige del af pressen, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) daværende pressechef, Michael Ulveman, for nogle måneder siden kontaktede to TV2-chefer i forbindelse med, at TV2 fravalgte at bruge den i nogles øjne regeringsvenlige politiske kommentator Thomas Larsen.

Det forklarede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag på et samråd i Folketingets kulturudvalg. Samtidig afviste han blankt beskyldningerne om, at det var for at lægge pres på TV2 og henviste til, at Michael Ulveman forud for sine kontakter til TV2-cheferne havde fået en række henvendelser fra andre journalister om blacklisting af Thomas Larsen.

- Og den tidligere pressechef (Mikael Ulveman, red.) tog på den baggrund kontakt til TV2 for at få afklaret, hvad der var op og ned i sagen. Det var på pressechefens eget initiativ og alene for at forsøge at hjælpe de journalister, der ringede til ham, forklarede Lars Løkke Rasmussen.

Medieordfører Mogens Jensen (S) mente til gengæld, at pressechefen i så fald kunne have orienteret sig i pressen, hvor sagen i forvejen var fremme.

- Det virker, som om der har været en anden hensigt med det, lød det fra Mogens Jensen, der samtidig undrede sig over, at pressechefen både havde kontaktet nyhedschefen og den politiske redaktør, hvis det blot handlede om at få en faktuel oplysning bekræftet.

Efter samrådet spurgte Ritzau statsministeren, om det er en relevant og almindelig opgave for en pressechef i Statsministeriet at orientere sig om, hvad der sker på et medie som TV2, for at kunne informere journalister fra andre medier. Men Løkke ønskede ikke at svare.

/ritzau/