Årets folkemøde finder sted midt i forhandlingerne om at danne ny regering og efter to valg.

Efter den længste valgkamp i mands minde og to valg med halvanden uges mellemrum, er det ikke underligt, hvis lysten til at diskutere politik til Folkemødet på Bornholm er væk.

Men det er langt fra tilfældet ifølge fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der holder åbningstalen fra hovedscenen torsdag formiddag i Allinge.

- I ser ikke spor trætte ud, det gør I ikke. Se på mig, jeg ser ikke spor træt ud. Vi ligner alle sammen nogen, der er klar til at debattere, diskutere og politisere til langt ud på den lyse sommernat. Jeg er i hvert fald fuld af energi og optimisme, siger han.

For fire år siden i 2015 lå Folkemødet på Bornholm midt i valgkampen, og dengang var der mange, der var bekymrede over, om politikerne ville prioritere at rejse dertil.

I år ligger Folkemødet midt i regeringsforhandlingerne efter folketingsvalget 5. juni.

- Men vi møder talstærkt alligevel op. Det er fordi, Folkemødet er ikke alene det største, bedste og mest inspirerende mødested for den demokratiske samtale, det er også det hyggeligste.

- I dette øjeblik, hvor jeg står her og holder åbningstalen sammen med jer glade mennesker, er jeg tæt på at være tilfreds med arbejdsdelingen mellem mig og den kongelige undersøger, siger Løkke.

Flere tusind mennesker ventes de næste fire dage at deltage i Folkemødet.

I valgkampen var politikerne på gader og stræder for at tale politik med vælgerne.

Men mødet er stadig et tilløbsstykke, mener Bornholms borgmester i sin velkomsttale fra hovedscenen.

- Der er en del politikere, der måske er en smule trætte i hovederne og måske skal hvile ud efter fire ugers hård kamp. Heldigvis har de alle stort set haft ønske om at komme ud af Christiansborg igen for at tale med jer.

- Efter fire ugers valgkamp er andelen af danskere, der udtrykker tillid til det politiske system og politikerne steget. Det giver lyst til mere, det er ret opløftende, siger Winnie Grosbøll (S), Bornholms borgmester.

Nogle politikere har efter en lang valgkamp valgt at melde afbud til årets møde, hvor enkelte organisationer har bemærket, at det er en udfordring at booke ministre og politikere til debatter, da den nye regering ikke er dannet, og ordførerskaber ikke er uddelt.

Desuden har nogle af de helt store organisationer skaleret ned eller meldt afbud, fordi der er store omkostninger forbundet med mødet og at drive en stand eller telt.

Forhandlingerne om at danne regering genoptages lørdag og fortsætter søndag.

/ritzau/