Op til valget vil Lars Løkke sætte en blød og borgernær dagsorden, og prøve at undgå slagsmål mellem DF og LA

Mens alt er kaos i rød blok, troppede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stille og roligt op i en børnehave på Amager fredag morgen.

Sammen med børne- og socialminister Mai Mercado (K) kunne han fortælle, at regeringen afsætter en milliard til børn fra sårbare familier, flere pædagoger og hjælp i hjemmet, så udsatte børn kan få en bedre start på livet.

To dage tidligere gav regeringen 400 mio. kr. til kulturlivet. Kritiske journalister fornemmer, at der er åbnet en gavebod, som skal sætte regeringschefen i et godt lys frem mod valget

»Næh, vi er bare i gang med at lede landet,« lyder det fra Lars Løkke, der, efter at han har barberet ferieskægget af, virker både målrettet og veloplagt.

På Venstres sommergruppemøde i Aarhus fredag gav Lars Løkke »garanti« for, at valget først kommer næste år.

Men nu stiller du op til fotos med små børn. Det lugter jo langt væk af valgkamp?

»Så skulle jeg jo nærmest være i valgkamp konstant. Jeg kan godt lide at komme ud på skoler og institutioner og snakke med børn. Nej, det har ikke noget at gøre med valgkamp. Det har noget at gøre med, at vi fremlægger en finanslov. På torsdag tror jeg, det er.«

De fem fokuspunkter, du har lagt frem, er allesammen bløde og ligner noget, Socialdemokratiet kunne have skrevet. Er det en blødere Lars Løkke, vi vil se frem mod valget?

»Jamen, jeg er jo en blød mand. Det har jeg altid været. Siden jeg trådte mine politiske barnesko i Græsted-Gilleleje Byråd, har jeg interesseret mig for at udvikle vores velfærdssamfund. Min første politiske opgave var at sikre pladsgaranti i kommunen, så folk kunne få deres børn passet på en ordentlig måde.«

I kommer også snart med et sundhedsudspil - endnu en spidskompetence?

»Ja, det er også en mærkesag for mig. Jeg var med til at fjerne ventelister i 00'erne, og jeg vil ikke sætte det hele i bakgear. Vi må løbende forandre for at forbedre. Og jeg må have modet til at se på ting, jeg selv har lavet, og vurdere, om det skal forandres.«

Du er frisk på at nedlægge regionerne?

»Jeg er åben for at diskutere det. Vi skal tænke på patienterne først. Vi har Europas tredjebedste sundhedsystem, og det skal være endnu bedre.«

Hvad skal der til, for blå blok vinder valget?

»Vinderne er dem, der har de mest vedkommende svar på de spørgsmål, danskerne er optaget af. Vi skal vise, at vi kan få et samarbejde til at fungere under vanskelige omstændigheder. Vi skal have en plan. Alle danskere er optaget af, om de kan få en ordentlig behandling, hvis de bliver syge. At man ikke bliver knust i systemet, men holdt i hånden.«

»Vi undrer os også over, at det går så godt på mange måder, og så er der alligevel mange unge, der har ondt i livet. Det bekymrer mig, og det er derfor, jeg har sat denne dagsorden for efteråret,« siger Lars Løkke.

Har du nogen kommentarer til rodet i rød blok?

»Nej, jeg koncentrerer mig om at lede landet.«

Det er næsten, som om de to primære statsministerkandidater har byttet roller. S-formand Mette Frederiksen virker hård og vil ikke lempe på udlændingepolitikken. Mens Lars Løkke virker blød og udnævner velfærd, sundhed, psykiatri, erhvervsuddannelser og klima til efterårets vigtigste punkter.

Ifølge Berlingske har regeringens inderkreds for nylig besluttet at fremlægge udspil og planer på stribe inden for borgernære områder hele vejen frem til valget. Det er en ny stil. Tidligere har Løkke uden held sat sig i spidsen for store, indviklede reformer.

»Denne gang vil Løkke følge en anden vej og forbedre konkrete forhold, som danskerne går op i. Samtidig vil udspillene ikke omhandle sprængfarlige temaer som f.eks. skattelettelser, der udløste de giftige slagsmål mellem LA og DF i 2016 og 2017,« skriver Berlingskes politiske redaktør, Thomas Larsen.