Med de ambitioner, som Venstre har for Danmark, er der plads til, at den offentlige sektor kan vokse med 0,8 procent om året, lyder det fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Selv om Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vil sætte en ny kurs for Danmark, der indebærer et lavere skattetryk og dæmpede lønstigninger, fastholder han, at det er muligt at have en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent årligt frem mod 2020.

- Vi har lagt en økonomisk plan frem, da vi var i regering, som muliggjorde en realvækst, når genopretningspakken var indfaset, på 0,8, og det er sådan set som udgangspunkt rammen om den økonomiske politik, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det sker, efter finansminister i VK-regeringen Claus Hjort Frederiksen (V) tidligere på ugen argumenterede for, at de danske lønninger skal på niveau med de tyske, og at skattetrykket skal ned på svensk niveau, hvilket svarer til cirka 65 milliarder kroner.

Lars Løkke Rasmussen glæder sig samtidig over, at regeringen har rykket sig i forhold til sit syn på væksten i den offentlige sektor.

- Jeg glæder mig over, at der kommet en større og større konsensus om det. Hvor nulvækst var et fyord og lig massakre, så er det nu en S-SF-regering, der sætter sig i spidsen for den. Det er positivt, siger han.

Han vil ikke svare på, om Venstre er klar til at rykke sig i forhold til de 0,8 procent frem mod 2020.

- Foreløbigt er jeg mest interesseret i at se regeringens planer, for regeringen kører jo med nulvækst og med en plan, der muliggør 0,8 på sigt, men som et eller andet sted er ved at krakelere, siger han med henvisning til, at trepartsaftalen er faldet, og at man endnu ikke er gået i gang med en kontanthjælpsreform.

- Vi holder fast i, at der er brug for, at Danmark fortsat laver reformer, der kan frigøre økonomi, og med det ambitionsniveau, som vi har defineret, og som regeringen har overtaget, så er det ambitioner, som muliggør, at der hvert år vil være friske penge svarende til de 0,8, siger Lars Løkke Rasmussen.