Den nyudnævnte amerikanske ambassadør i Danmark, Ken Howery, er trukket i arbejdstøjet.

Torsdag har den tidligere forretningsmand og medgrundlægger af betalingstjenesten PayPal været til møde på Asiatisk Plads i København hos udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

- Vi har ventet ham længe, og det er godt, at han er her. Det er vigtigt, at vi har en repræsentant fra Trumps (USA's præsident, Donald Trump, red.) administration i Danmark, som vi kan tale med direkte, siger Løkke efter mødet.

De to har ifølge udenrigsministeren blandt andet talt om handel og danske investeringer i USA, men også om Grønland.

Det har været nødvendigt at drøfte spørgsmålet om Grønland, da Donald Trump har fastholdt, at "USA har brug for Grønland" på grund af "både national og international sikkerhed".

Præsidenten har dog ikke for nylig talt om dette behov offentligt.

- Jeg gentog Kongerigets røde linjer. Vi har jo ikke diskuteret, kan man sige, rammerne for det fremtidige samarbejde mellem USA og Kongeriget, og Danmark og Grønland, fordi det har vi nogle særlige fora til. Hvis alt går vel, vil de fora kunne begynde at virke igen senere i december, siger Lars Løkke Rasmussen.

Udenrigsministeren henviser til Permanent Committee og Joint Committee, hvor sidstnævnte er fra 1951.

- Vi er ved at vække dem til live igen, for det er vigtigt, at vi har et godt samarbejde. Men det skal ske i de rigtige fora. Og hvis vi skal diskutere et nyt samarbejde mellem USA og Kongeriget og Grønland, så skal jeg have Vivian Motzfeldt med, siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til den grønlandske naalakkersuisoq - svarende til minister - for udenrigsanliggender.

Af samme årsag - fraværet af den ansvarlige for Grønlands udenrigsanliggender - har Ken Howery og Lars Løkke Rasmussen "ikke på den måde" diskuteret spørgsmålet om Grønland.

- Jeg har sagt hele vejen igennem, at vi er åbne over for alle tænkelige samarbejder. Men der er selvfølgelig en rød linje. Den går ved Kongerigets territoriale integritet. Det ville være mærkeligt, hvis ikke jeg sagde det i dag, så det har jeg selvfølgelig gjort, siger udenrigsministeren.

/ritzau/