Det var Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, der tirsdag meddelte Jon Stephensen, at der ingen fremtid var for ham i Moderaterne.

Det fortæller han til TV 2, der har talt med Løkke i Kina, hvor han er på officielt besøg i sin egenskab af udenrigsminister.

Moderaternes folketingsgruppe holdt tirsdag et møde, hvor de kom frem til, at tilliden til Jon Stephensen var væk. Herefter holdt Lars Løkke Rasmussen selv møde med Jon Stephensen og gav den – for Stephensen – dårlige nyhed videre.

»Hvis du vender tilbage til dansk politik, bliver det ikke hos Moderaterne. Du skal tænke dig godt om. Det vil være for en stakket frist. Du har ingen fremtid i politik. Var det ikke bedre, at vores veje skiltes på en måde, hvor du kom videre i dit liv, som helt åbenlyst ligger udenfor Christiansborg,« lød det fra Løkke.

Jon Stephensen har været på orlov efter et turbulent forløb, hvor Moderaternes nu forhenværende kulturordfører af TV 2 blev afsløret i at skrive upassende beskeder til en 19-årig kvinde, som er medlem af partiet.

Inden TV 2's afsløringer om de upassende beskeder, var Jon Stephensen også centrum for en stribe sager fra tiden i film- og teaterbranchen.

Her blev han anklaget for forskellige ting – blandt andet grænseoverskridende adfærd og dokumentfalsk.

Der var således tegn på, at han stod bag en falsk underskrift hos teatret Aveny-T.

Formand for teatrets bestyrelse, Henning Dyremose, beskyldt Jon Stephensen for at have forfalsket underskriften, da han var direktør for teatret i 2017.

Jon Stephensen afviste, at han nogensinde havde været i nærheden at det pågældende dokument fra 2017.