Venstres Lars Løkke Rasmussen har nu forladt dronningen og er dermed officielt statsminister i Danmark efter Anders Fogh Rasmussen, som skal være Nato-chef.

Efter godt syv år som statsminister i Danmark overdrog Anders Fogh Rasmussen i dag stafetten til Lars Løkke Rasmussen. Første opgave bliver en ministerrokade. Der skal sættes navn på en ny finansminister, men også velfærdsminister Karen Jespersens overraskende exit efterlader et hul.

- Jeg bruger de kommende dage til at finde ud, hvordan hullerne i regeringen skal udfyldes, sagde Lars Løkke umiddelbart efter, at han blev indsat som statsminister.

Til skeptikerne var meldingen.

- Det er stort ansvar, jeg har taget på mig. Nogle tænker måske, at det er for stort. Til dem, vil jeg sige, at jeg vil knokle og arbejde dag og nat for at føre Danmark sikkert gennem den økonomiske krise, vi befinder os i.

Helt som ventet fik den 44-årige Løkke tidligere på dagen politisk opbakning til at overtage nøglerne til statsministerkontoret fra de borgerlige partier.

- Man kan være helt overbevist om, at man får en af Christiansborgs dygtigste politikere. Ja, faktisk sin generations dygtigste politiker, men også en mand, som er meget jordbunden og et meget varmt menneske med et glimt i øjnene, sagde De Konservatives formand, Lene Espersen, tidligere på dagen.

Også formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard støttede, men opfordrede stærkt den nyudnævnte statsminister til at opholde sig mere i landet end sin forgænger, Anders Fogh Rasmussen. Han har i længere tid været en flittig gæst i udlandet i bestræbelserne på at nå til tops i Nato.

/ritzau/