- På en generation er vores land blevet forandret, og det udfordrer vores sammenhængskraft.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag formiddag ved fremlæggelsen af regeringens ghettoplan: "Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030".

Her erkender statsministeren, at skiftende regeringer ikke har formået at løse problemerne med nu i alt seks ghettoplaner siden 1994.

- Det er ikke noget nyt problem. Der har været ghettoplaner før, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er ikke sådan, at tingene ikke har virket, men de har ikke virket godt nok. Vi har svigtet kollektivt.

Men denne gang "både skal og vil det lykkes", understreger statsministeren ved præsentationen i Mjølnerparken, hvor en lang række ministre var mødt op.

- Vi har erstattet naivitet med realisme, siger statsministeren.

- Regeringen er klar til at gå nye veje. Vi er klar til at gå langt.

Blandt regeringens 22 initiativer i ghettoudspillet er muligheden for, at politiet kan indføre såkaldte strafzoner, og at kontanthjælpsmodtagere skal kunne trækkes i ydelse, hvis de flytter til ghettoer.

Statsministeren understreger, at de fleste med ikkevestlig baggrund i Danmark klarer sig godt. Men det gælder ikke alle:

- Slap udlændingepolitik har betydet, at vi i årevis har lukket flere ind, end vi har magtet at integrere. Vi har stillet for få krav, siger Lars Løkke Rasmussen.

Men med et faldende asyltal er der nu overskud til at sætte ind, mener statsministeren.

Også økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) mener, at integrationsindsatsen har været for dårlig.

- De sidste årtiers integrationsindsats har slået fejl, siger han.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille forklarer, at ghettoudspillet skal sætte ind over for "de fire B'er".

Det er boligmassen, beboersammensætningen, beskyttelsen af borgerne og indsatsen over for børn og unge.

Flere af initiativerne vil blive opfattet som skrappe, men de er nødvendige, mener økonomi- og indenrigsministeren.

- Der skal være plads til forskellige måder at leve sit liv på. Det er selvfølgelig udgangspunktet for en borgerlig-liberal regering, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

- Men det, der ikke skal være plads til, er social kontrol og manglende ligestilling, siger han.

Med det nye ghettoudspil vil flere af landets boligområder blive opdelt i hårde ghettoer, ghettoer og udsatte boligområder.

/ritzau/