Det er prins Joachim, der tager imod, når Løkke præsenterer ny miljø- og fødevareminister klokken 13.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil klokken 13 præsentere den nye miljø- og fødevareminister for prins Joachim på Amalienborg. Det oplyser statsministeren på Facebook.

Det sker, efter at den hidtidige minister, Eva Kjer Hansen (V), trådte tilbage lørdag. Det gjorde hun, fordi De Konservative havde slået fast, at de ikke længere havde tillid til hende.

Partiet mener, at Kjer havde fremlagt misvisende tal for nye gødningsreglers påvirkning af miljøet.

Løkke skriver følgende på Facebook:

- Dejlig med en morgenløbetur med interessante mennesker i solskin ved Marienborg. Nu går turen mod København, hvor jeg kl. 13.00 præsenterer den nye miljø- og fødevareminister for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim på Amalienborg.

Det må dermed forstås, at der ikke bliver tale om en ministerrokade, eller at ministeriet deles op.

Den nye minister kan hentes fra Venstres folketingsgruppe eller udefra. Sidstnævnte gjorde sig gældende sidste år, efter at Carl Holst (V) gik af som forsvarsminister.

Han blev afløst af partifællen Peter Christensen, der ikke blev valgt ind i Folketinget ved valget i juni sidste år.

/ritzau/