Lars Løkke Rasmussen og partiet Venstre har adskillige gange fremført, at hvis rød blok vinder valget, så koster det en almindelig familie 27.500 kr. om året.

Det er noget af en overdrivelse. Det rigtige tal er ifølge eksperterne langt mindre. Det afslører både Berlingske Tidende og Politiken, der har set påstanden efter i sømmene.

Lars Løkke Rasmussen udtalte fem minutter inde i den politiske duel med Helle Thorning-Schmidt i søndags at en dansk familie kommer til at miste mange penge årligt under Helle Thorning-Schmidts ledelse.

- Hvis man vil levere en regning på 27.500 i gennemsnit per dansk familie i nye skatter og afgifter, så er man ikke på den arbejdende danskers side, sagde Løkke.

Spørgsmålet er så om rød blok nu også vil det.

Venstre skriver på deres hjemmeside, at Finansministeriet vurderer at S-SFs økonomiske 2020 plan betyder skattestigninger på 21,3 mia. kr.

Derudover vurderer Finansministeriet at Fair Løsning 2020 har et hul på 38,6 mia. kr. Lagt sammen så står vi med en samlet regning på 59,9 mia. kr.

Venstre slutter så, at det giver 13.800 pr. voksen dansker eller lidt over 27.500 kr. om året for en familie med to voksne.

Problemet er bare at det ikke kun er borgerne, der betaler skat. Det danske erhvervsliv skal også bære til, når regningen skal betales og det tager Venstre ikke højde for.

Udover det, så er Finansministeriet vurdering om at Fair Løsning 2020 mangler 38,6 mia. kr. mildest talt usikker, hvis man spørger eksperterne.

- Man kan diskutere fra nu af og til juleaften, hvor stort hullet i S og SF’s plan er. Finansministeriets skøn på 38,6 milliarder kroner hviler på en række vilkårlige antagelser. Det er så usikkert, at jeg ikke ville rose en førsteårsstuderende for at drage konklusioner på den baggrund, forklarer professor i økonomi på Syddansk Universitet, Jørn Henrik Petersen til Politiken.

Der er desuden mange andre muligheder for at dække et eventuelt underskud end bare skattelettelser, forklarer Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

- Problemet er, at en rød regering også vil have andre handlemuligheder. Der er jo f.eks. lagt op til et offentligt forbrug, som man kunne vælge at begrænse, hvis den måtte komme til at mangle finansiering, siger han til Berlingske Tidende.

Til syvende og sidst, så kommer det for det første ikke til at koste familierne 27.500 kr. årligt, hvis rød blok kommer til magten, da erhvervslivet også skal bære byrden.

Desuden så kan rød blok begrænse den offentlige vækst, så familierne slipper billigere.

Lars Løkkes påstand er derfor mere falsk end sand.

bt.dk præsenterer i dag valgets 10 største løgnehistorier. Den næste følger om en time.