'Rige' kommuner som Gentofte og København skal hoste op med millionerne i det nye udligningsystem, som regeringen er ved at forhandle med blandt andet Venstre.

Sådan lyder et af budskaberne fra Lars Løkke Rasmussen (V) i en klumme i B.T. lørdag.

Han kaster sig dermed ind i den højintense debat om et nyt udligningssystem for de danske kommuner.

Lars Løkke mener blandt andet, at Gentofte, der allerede i dag betaler 3,3 mia. kr. i udligning, fint har råd til at bidrage mere til de andre kommuner.

Finansminister Nicolai Wammen og Social- og idenrigsminister Astrid Krag forsøger i disse uger at få flertal for et nyt udligningssystem. Statsminister Mette Frederiksen lancerede udspillet med et klart budskab om, at de rige kommuner godt kan forvente en stor regning. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Finansminister Nicolai Wammen og Social- og idenrigsminister Astrid Krag forsøger i disse uger at få flertal for et nyt udligningssystem. Statsminister Mette Frederiksen lancerede udspillet med et klart budskab om, at de rige kommuner godt kan forvente en stor regning. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han hæfter sig ved, at Langeland Kommune har en kommuneskat på 27,8 pct., mens Gentofte-borgerne kun betaler i 22,8 pct. i kommuneskat.

»Hans Toft (borgmester i Gentofte, red.) er en dygtig borgmester, men forskellen på fem procentpoint kan ikke forklares alene med det. Helt ærligt, det er bare lettere at drive kommune i Gentofte end på Langeland,« skriver Lars Løkke.

Han fortsætter:

»Begge steder betaler borgerne den samme statsskat til sygehuse og Det Kgl. Teater, selvom Gentofte-borgeren nok har lettest adgang til begge dele. Hvorfor skal en ingeniør på Langeland så betale en markant højere skatteprocent end en dagpengemodtager i Gentofte for at sende sit barn i skole?«

Borgmester: Det er forkert, Løkke

Udmeldingen kommer, dagen efter Løkkes partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, i et interview i Jyllands-Posten sagde, at Venstre vil kaste 1,5 mia. kroner fra statskassen ind i udligningssystemet.

Det skal mindske den regning, som især nordsjællandske kommuner står til at betale ifølge regeringens udspil.

I Gentofte ryster borgmester Hans Toft (K) på hovedet af Lars Løkkes udmelding.

»Det er forsimplet og decideret forkert, når Lars Løkke indikerer, at en kommune som Gentofte bare har en kiste med penge, vi kan hente op fra kælderen. Det ved han også godt,« siger borgmesteren.

(ARKIV) Hans Toft Borgmester i Gentofte fotograferet 14. marts 2018. Venstre er stadig ikke klar til at forhandle, selv om minister har beklaget mangel på data. Borgmester kalder forløb om udspil til udligningsreform utroværdigt. Det skriver Ritzau, fredag den 14. februar 2020.. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Hans Toft Borgmester i Gentofte fotograferet 14. marts 2018. Venstre er stadig ikke klar til at forhandle, selv om minister har beklaget mangel på data. Borgmester kalder forløb om udspil til udligningsreform utroværdigt. Det skriver Ritzau, fredag den 14. februar 2020.. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN/Ritzau Scanpix) Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Hans Toft fortæller, at den regning, som Gentofte står til i regeringens udspil, svarer til, hvad det koster at drive alle folkeskoler i kommunen.

»Lars Løkke mener åbenbart, at det er helt fint at sende en regning, der enten vil massakrere velfærden i en kommune eller sende kommuneskatten i vejret,« siger han.

Men når Gentofte-borgerne betaler fem procentpoint mindre i kommuneskat end borgerne på Langeland, så er det vel ingen katastrofe at hæve skatten lidt?

»Du skal tænke på, at en husstand i Gentofte i gennemsnit betaler over otte gange så meget i grundskyld som en husstand på Langeland. Derudover er brugerbetalingen til vuggestuer næsten dobbelt så høj i Gentofte. Borgerne i Gentofte betaler – bare på en anden måde end på Langeland.«

»København skal levere«

Lars Løkke bor selv i Købehavns Kommune, som i kroner og øre får den største regning ifølge S-regeringen udspil.

Det, mener den tidligere Venstre-formand, er helt på sin plads.

»København, der på ingen måde er en veldreven kommune, men blot surfer afsted på en urbaniseringsbølge, skal levere,« siger han.

Lars Løkke Rasmussen stod selv i spidsen for det nuværende udligningsystem, som blev indført i 2006.