Udtalelser fra Det Hvide Hus om formålet med en arbejdsgruppe mellem Danmark, Grønland og USA viser, at "det her bliver rigtig, rigtig svært".

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til TV 2 torsdag aften.

- Vi har ikke aftalt, at vi skal have nogen teknisk arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan USA kan erhverve Grønland, siger Løkke til TV 2.

Ifølge Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, skal arbejdsgruppen mødes for at drøfte "overtagelsen af Grønland".

Sådan lød det fra pressesekretæren tidligere torsdag aften under et pressemøde.

- Parterne blev enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal fortsætte tekniske drøftelser om overtagelsen af Grønland, sagde Karoline Leavitt.

Arbejdsgruppen blev nedsat onsdag under et møde om Grønland i USA.

Her mødtes Lars Løkke og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.

Lars Løkke siger videre til TV 2, at arbejdsgruppen skal undersøge, om man kan "imødekomme" amerikanernes ønsker om sikkerhed i Arktis-området.

Han understreger samtidig, at det skal ske med "respekt for de røde linjer".

- Det er det, vi har aftalt, og det, jeg kan henholde mig til. Jeg sad selv i mødet, og det er det, vi står på, siger udenrigsministeren.

Opdateres...

Følg udviklingen på den storpolitiske i B.T.s LIVE-blog lige her

/ritzau/