Fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er netop ankommet til regeringsforhandlinger på Marienborg mandag. 

Til den fremmødte presse fortæller han, at dagens forhandlinger skal handle om den danske økonomi, skriver TV 2.

Der er nu afklaring om, at velfærdsforliget fortsat står ved magt, men forhandlingerne er langt fra afsluttet, lyder meldingen fra Løkke. 

»Vi er ikke i mål, og vi kommer primært for at snakke økonomi. Det er ikke fordi, vi ikke er interesseret i drikkevand og alt muligt andet, men i Danmark har vi en solid økonomi,« siger han til pressen. 

Lars Løkke Rasmussen understreger behovet for, at Danmark fortsat har en stærk økonomi.

Et af de helt store spørgsmål i forhold til, om der kan dannes en centrum-venstre-regering, er, hvorvidt Moderaterne kan samarbejde med Enhedslisten.

Journalisterne spørger Lars Løkke Rasmussen, om han har åbnet op for et samarbejde. Det afviser han og siger, at han »hverken er blødt op eller ned«. 

I stedet understreger han, at det er Mette Frederiksen, de skal nå til enighed med, og at det ikke er hans opgave at afstemme politik med Enhedslisten.

Regeringsforhandlingerne fortsætter på Marienborg mandag fem uger efter valget.