Flygtninge skal forsørge sig selv, siger V. Men DF vil ikke integrere, da de vil sende flygtninge retur.

København: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser blankt formand Kristian Thulesen Dahls (DF) ønske om ikke at integrere de flygtninge, der kommer til Danmark, men derimod kun beskytte dem, indtil de kan sendes hjem igen.

- Er alternativet, at man hegner dem ind bag pigtråd og siger, at her kan de sidde passivt i fem, otte, ti år, indtil konflikten i Syrien er løst?, spørger Lars Løkke.

Lars Løkke frygter nemlig, at det ender med at koste den danske stat dyrt, hvis man dropper integrationen, og derimod lader flygtningene sidde på offentlig forsørgelse, indtil der igen er fred i deres hjemland.

- Jeg er statsminister i den virkelige verden, og derfor forsøger jeg også at forholde mig til den virkelige verden.

- Dem, der kommer med anerkendelsesværdigt beskyttelsesformål, er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan for, så de bliver i stand til at forsørge sig selv.

- Ellers er der kun én anden til at stå for den forsørgelse, og det er den ganske almindelige danske skatteyder, siger han.

Men der er Dansk Folkeparti lodret uenig. Kristian Thulesen Dahl frygter, at det bliver endnu vanskeligere med de massive mængder af flygtninge, der lige nu kommer til landet.

- Der står til at komme mange flere, end der er kommet historisk. Hvis det så er en konstatering, at integrationen er slået fejl med de antal, der kom tidligere, hvorfor er det så statsministeren tror på, at det vil lykkes fremover?, undres han.

Derfor er Kristian Thulesen Dahl overbevist om, at der er behov for at tænke i alternative løsninger og ændre i den danske håndtering af asylansøgere.

- En ændring kunne for eksempel betyde, at man siger til de her mennesker, at de får den beskyttelse, de har krav på, men de får den midlertidigt. Ikke med perspektiv om at få livsvarig forsørgelse i det danske samfund.

- Det vil betyde, at rigtig mange af de her mennesker slet ikke vil komme til Danmark. De er ikke interesserede i at få midlertidig beskyttelse. De er interesserede i at få permanent nyt sted for dem og deres familie, siger han.

/ritzau/