Dansk Folkeparti vil afvikle asylcentre og flyve beboerne hjem. Det afviser statsministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nedskyder Dansk Folkepartis forslag om at afvikle asylcentre og i stedet flyve beboerne til nye centre i deres nærområder.

- Det er ikke en blomst, som er vokset i min have, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

- Vi fører en fast, fair og fornuftig flygtninge- og indvandrerpolitik. Og til det hører, at Danmark også skal tage vores ansvar på os. Tanken om, at vi skal afvikle asylcentre, er jeg ikke enig i.

Ifølge B.T fremlægger Dansk Folkeparti senere mandag flere stærkt opsigtvækkende planer på udlændingeområdet.

Ét forslag vil dreje sig om at tilbyde fremtidige asylansøgere til Danmark hjælp i nyoprettede asylcentre i nærområder fremfor herhjemme.

Det skal ske i blandt andet Nordafrika, Pakistan og Mellemøsten samt på Afrikas Horn. Her vil Dansk Folkeparti åbne helt nye asylcentre, der skabes i samarbejde med blandt andre Storbritannien, Holland og Australien.

- Langt de fleste danskere er heldigvis indstillet på at ville hjælpe folk i nød. Og det vil vi også. Men vi ønsker, at asylansøgernes sagsbehandling skal foregå i nærområderne frem for i danske asylcentre.

Det siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Peter Skaarup, og mener, at det går ud over centrene i Danmark.

Peter Skaarup fortæller desuden, at fremtidige asylansøgere, der modtages ved de danske grænser, kun vil være i landet i kort tid til en såkaldt modtagelse og registrering. Herefter bliver de sat på et fly og transporteret tilbage.

Selv om Dansk Folkeparti nu forsøger at sætte udlændingepolitikken højere på folketingsvalgets dagsorden, så bider denne idé ikke på statsministeren:

- Hvert enkelt parti bestemmer selv, hvilke mærkesager man synes, der skal diskuteres. Men valget handler om, hvorvidt vi skal fastholde den ansvarlige økonomiske kurs.

/ritzau/