Bøjer hun sig, eller står hun fast? Det er spørgsmålet, alle på Christiansborg stiller sig i disse dage.
Som chefforhandler på statens område har hun ansvaret for at skabe et gennembrud i forhandlingerne om de statsansattes løn. Magter hun det, falder aftalerne med kommunerne og regionerne også hurtigt på plads. Og freden sænker sig. Men fejler hun, lammes Danmark af den største og mest omfattende arbejdskamp nogen sinde.
Hvordan hun har tænkt sig at gribe opgaven an, er en velbevaret hemmelighed. Kilder i regeringen siger til BT, at det er helt afgørende for hendes succes, at slagplanen ikke bliver lækket i utide.
Da hun i onsdags varslede, at staten lockouter 120.000 ansatte 10. april, afslørede hun nok det eneste kort på sin hånd, som offentligheden vil få at se, så længe spillet står på. Omfanget af lockouter var forinden aftalt med regeringens koordinationsudvalg. Det skyldes, at en lang række ministerier havde stærke ønsker til de områder, som skulle undtages fra lockouten. Resten af slagplanen er derimod ikke handlet af i regeringens indre kabinetter, erfarer BT. Den er kun kendt af hendes departementschef Martin Præstegaard samt de to topchefer i Moderniseringsstyrelsen Poul Taankvist og Linda Nordstrøm Nissen.
Ifølge den politiske kommentator Søs Marie Serup, som var spindoktor i Finansministeriet, da sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter i 2008 strejkede i mange uger, breder der sig en stemning af alvor på ministeriets lange stengange, når overenskomstforhandlinger går i gang. Alle holder tæt og følger reglerne til det sidste komma.
Hendes vurdering er, at regeringen mere eller mindre har opgivet de offentligt ansatte som vælgergruppe og i stedet satser på at vinde »det gule Danmark«, som i dag stemmer på Dansk Folkeparti, tilbage. Det er ud fra samme tankegang, at man fortsætter med at udflytte statslige arbejdspladser fra København. Man har sporet en vis nervøsitet hos lønmodtagernes forhandlere. De er tvunget til at komme hjem med et resultat, og det vil Sophie Løhde forsøge at udnytte.
»Lockouten er en chok-strategi for at presse lønmodtagerne mest muligt,« siger Søs Marie Serup om det faktum, at staten besvarede strejkevarsler for 16.000 ansatte med at lockoute otte gange så mange.
Når forhandlingerne i næste uge går ind i en ny fase, mørkelægges de totalt. Intet må slippe ud. Sophie Løhde vil hurtigt få forligsmand Mette Christensens kontante stil at mærke. Hun forventer, at parterne møder op med knivskarpe forhandlingsmandater tilsat en god portion vilje til at nå en løsning.
Ifølge Jesper Due, som er arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus ved Københavns Universitet, har vi har aldrig været i en tilsvarende situation, hvor der er konflikt på hele det offentlige område. Det i sig selv gør, at forligsmanden vil bruge alle de værktøjer, som hun har til rådighed.
»Når forligsmanden overtager forhandlingerne, og på baggrund af meldinger fra parterne fastlægger proceduren for det videre forløb, så er alle bundet af tavshedspligt,« siger Jesper Due.
Det betyder formentlig, at Sophie Løhde må klare ærterne selv i forening med sin departementschef. Når først forligsmanden benytter sin ret til at lænke parterne til forhandlingsbordet uden mulighed for at forlade bygningen, kan Sophie Løhde ikke sende bud efter forstærkninger eller ringe efter flere penge.
Først da vil det vise sig, om hendes slagplan holder.
