Indvandrerpolitikere bruger grove metoder i kampen om stemmerne. PET går ind i sagen.

Det politiske indvandrer-miljø er betændt med interne intriger og personangreb.

De sidste måneder har tonen mellem indvandrerpolitikere i København været ekstrem grov. Løgn, trusler, injuriesager og politianmeldelser er en del af spillet, når politikerne kæmper om stemmerne.

B.T. kan i dag afsløre en båndoptagelse af en telefon-samtale mellem to politikere, hvor tonen er af sådan en art, at Politiets Efterretningstjeneste (PET), er gået ind i sagen.

Den tidligere folketingskandidat fra CD, Ben Haddou, truer den socialdemokratiske politiker Mohammad Rafiq med ordene:

»Hvis du forsøger at gå videre med det her, så vil jeg hævne mig.... Jeg har mange støtter uden for det politiske miljø...«

Men det er kun toppen af isbjerget.

For båndet afslører massive løgne og bagholdsangreb mellem politikere af anden herkomst end dansk. Og baggrunden for angrebene er lige så lang og snørklet som en labyrint.

Beskyldningerne startede allerede i december, da fire fremstående politikere i borgerrepræsentationen i København sendte en pressemeddelelse ud, hvori de tog afstand fra Mohammad Rafiqs bog »Kærlighed kan ikke arrangeres«. I bogen, som han har baseret på sit eget liv, tager han stærkt afstand fra den udbredte brug af tvangsægteskaber i indvandrerrmiljøet. Og det faldt de københavnske politikere, Manu Sareen (R), Tanwir Ahmad (R), Hamid El-Mousti (A), og Ben Haddou (CD), så meget for brystet, at de udsendte en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod:

»Det kan ikke være rigtigt, at Integrationsministeriet støtter en bog, hvor to tredjedele af bogen udelukkende er personhetz.«

Lykketoft tog afstand
Pressemeddelelsen skabte en mediestorm, og endte med at formanden for Socialdemokraterne, Mogens Lykketoft, officielt gik ud og tog afstand fra Mohammad Rafiq.

Men båndet som B.T. har fået fat i, afslører noget helt andet. To af de fire politikere, nemlig Hamid El-Mousti og Ben Haddou, har ikke engang læst bogen.

Hamid El-Mousti erklærer ligefrem, at han blev presset af det radikale medlem af borgerrepræsentationen,Tanwir Ahmad, til at skrive under på pressemeddelelsen.

»Jeg ved ikke noget. Jeg har ikke læst bogen. det var Tanwir, som sagde, at jeg skulle skrive under,« lyder forklaringen fra Hamid El-Mousti, direkte adspurgt om han reelt set har læst den bog, han er med til at kritisere.

Men hvor Hamid El-Mousti trækker i land og indrømmer, at han ikke har læst bogen, er det en helt anden sag med Ben Haddou.

Den får på alle tangenter. Naser Khader bliver beskyldt for at manipulere sig til en folketingsplads, og Mogens Lykketoft bliver kaldt en vatnisse. Men kort efter, at Ben Haddou indrømmer, at han ikke har læst den omtalte bog, falder de truende bemærkninger.

Det har fået socialdemokraten Mohammad Rafiq til at anlægge en injuriesag mod Ben Haddou samt anmelde truslen til Polititets Efterretningstjeneste, PET.

»Vi kan bekræfte, at vi behandler en sag om trusler mod politikeren Mohammad Rafiq. Og jeg kan tilføje, at vi tager sådanne sager meget alvorligt,« fortæller en kilde i PET.

Dermed er sagen, der startede med en bog, som nogle indvandrerpolitikere ikke kunne lide, havnet på PETs bord, og har startet en lavine af personangreb mellem politikerne.

Hård tone er normalt
Det overrasker ikke forsker og lektor i mellemøststudier på Syddansk Universitet, Mehmet Necef, som betegner hele affæren som »latterlig«.

»Det kan godt gå hårdt for sig, når folk med mellemøstlig baggrund taler til hinanden. Et hårdt sprogbrug er ikke usædvanligt,« siger Mehmet Necef.

Han mener at indvandrerpolitikerne bør tage sig sammen.

»Nu må de holde op. De fleste af politikerne har jo boet her i mere end tyve år, og skal selvfølgelig følge de demokratiske spilleregler. Man truer ganske enkelt ikke hinanden. Derfor skal de selvfølgelig også stilles til ansvar for deres handlinger af det danske samfund - og i sidste instans vælgerne.«

Moderne muslimer
Forskeren skelner mellem to typer af indvandrerpolitikere. Folketingskandidaten og lokalpolitikeren.

»Folketingskandidater satser på at være brobyggere. De taler til de danske stemmer og fremstår som moderne muslimer, der accepterer homoseksualitet og er imod kvindeundertrykkelse. Et eksempel er Kamal Qureshi og Naser Khader, som henter 75 procent af stemmerne hos danskere.

Men blandt lokalpolitikerne er det en helt anden sag. De kæmper om de etniske stemmer. Det skaber en hård kamp, gør tonen mere grov og til tider ond,« siger Mehmet Necef, som understreger, at det er godt, at flere indvandrere blander sig i dansk politik.

kje@bt.dk