LO-formand Harald Børsting støtter ikke Enhedslistens krav om at tvinge kommuner og regioner til at indføre arbejdsklausuler og kædeansvar som værn mod social dumping.

LO-formand Harald Børsting øger nu presset på Enhedslisten i de strandede forhandlinger om nye regler for EU-borgeres adgang til dansk børnecheck. Det skriver Berlingske.

LO-formanden støtter slet ikke Enhedslistens hovedkrav til regeringen om, at kommuner og regioner ved lov skal tvinges til at indføre krav om danske løn- og arbejdsvilkår ved alle offentlige udbud.

Det bør være op til kommunerne selv at styre, mener de danske arbejderes førstemand:

»Arbejdsklausuler og kædeansvar skal udbredes til hele landet, men vi er ikke af den opfattelse, at man skal lovgive om det fra Christiansborgs side. Det er ude af trit med den danske model, og det er ude af trit med det kommunale selvstyre,« siger Harald Børsting, som gerne ser, at kommunerne selv indfører klausuler og kædeansvar efter aftale med regeringen.

Dermed undsiger LO-formanden Enhedslisten i de kuldsejlede forhandlinger om flere vidtgående redskaber til at stoppe udenlandsk arbejdskraft, der underbyder de danske overenskomster.

Allerede ved finanslovsforhandlingerne i efteråret foreslog Enhedslisten til stor jubel for flere LO-bosser, at man tvang kommuner og regioner til at indføre klausuler og kædeansvar. I praksis vil kravet betyde, at det offentlige kun kan underskrive kontrakter med private, hvis virksomhederne og deres underleverandører overholder danske løn- og arbejdsvilkår.

Men finansminister Bjarne Corydon (S) afviste dengang kravet, og regeringen indgik finanslovsaftalen med Venstre. Senest har Enhedslisten igen forsøgt at løfte forslaget i de højspændte forhandlinger om nye regler for børnecheck.

Regeringen er gået med til at indføre krav om ID-kort på byggepladser og til at skærpe bødestraffene for virksomheder, der bryder reglerne mod social dumping. Men Enhedslisten har forladt forhandlingerne og har smækket med døren, fordi regeringen har afvist hovedkravet om arbejdsklausuler og kædeansvar.

Harald Børsting opfordrer Enhedslisten til at komme tilbage til forhandlingsbordet og finde en aftale om de to punkter, hvor regeringen har givet sig.

»Det er bedre at tage de her to skridt frem end ingenting. Jeg så også gerne arbejdsklausuler mere udbredt, men jeg bryder mig ikke om, at man forlader de almindelige måder, vi gør det på, hvor man laver aftaler med kommunerne. Arbejdsmarkedet i dette land passer bedst til at blive reguleret via aftaler. Det er den danske model, og det er principielt for os,« siger Harald Børsting.

Udmeldingen falder ikke i god jord hos regeringens parlamentariske grundlag. Harald Børsting roste overordnet set Enhedslisten for at spille kravet om klausuler og kædeansvar ind i finanslovsforhandlingerne, og ordfører på området for social dumping Finn Sørensen (Ø) havde regnet med LOs fortsatte opbakning i sagen.

»Jeg forstår slet ikke dette skifte. Hvis man vil være sikker på, at kommuner og regioner bruger arbejdsklausuler med kædeansvar, er der kun én måde at gøre det på, og det er ved at lovgive om det centralt. Vi må da have en fælles interesse i, at skatteborgernes penge ikke bruges på at understøtte social dumping. Det har LO tidligere gjort noget ud af, og de har endda regnet på, at hvis man gennemfører vores krav, så er der en gevinst til samfundet på 500 millioner kroner. Den gevinst opnår man kun, hvis man pålægger kommunerne og regionerne at gøre det,« siger Finn Sørensen til Berlingske.

Han mener ligefrem, at LO skader mulighederne for en aftale om social dumping i forhandlingerne om børnechecken.

»Det bedste, Harald Børsting kan gøre for at få en aftale, det er at lægge pres på regeringen for at imødekomme Enhedslistens krav om obligatoriske arbejdsklausuler med kædeansvar i hele den offentlige sektor, men han gør det modsatte, og det fremmer ikke en løsning,« siger han.

Skatteminister Morten Østergaard (R) har stadig ikke fundet parlamentarisk flertal for en løsning om børnechecken. Men selv om forhandlingerne officielt har ligget stille de seneste dage, har der været sonderinger mellem regeringen og de forskellige partier, erfarer Berlingske.

Skatteministeren tilskynder Enhedslisten til at lytte til Harald Børstings opfordring om at tage imod regeringens tilbud.

»Vi er alle enige om, at arbejdet skal foregå på danske løn- og arbejdsvilkår, men det skal ikke være på bekostning af den danske model og det kommunale selvstyre. Nu opfordrer jeg Enhedslisten til at vende tilbage til forhandlingsbordet og lave en aftale, som vil være et stort skridt i kampen mod social dumping,« siger han.