LO har besluttet at indstille annoncekampagnen imod regeringens og DF's spareplan efter beskyldninger om fup med de viste personer.

Efter at B.T. afslørede, at LO's reklamekampagner om sparepakken er fup, trækker LO sin annoncekampagne tilbage.

Det besluttede LO's ledelse sent tirsdag aften.

Man begrunder det med, at B.T.'s artikler samt et indslag i TV2 Nyhederne klokken 19 har skabt tvivl om, hvilke regler der gælder for de casepersoner, som optræder i annoncerne.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg tog i aftes kraftigt afstand fra oplysningerne i annoncerne og kaldte dem fejlagtige.

- På baggrund af et indslag i TV2-nyhederne og B.T. her til aften og vælger LO ikke at fortsætte med en annoncekampagne om, hvordan to konkrete casepersoner rammes af regeringens og Dansk Folkepartis sparepakke, skriver LO i en pressemeddelelse.

Først kunne B.T. afsløre, at den 27-årige Maria selv havde sagt sit job op, og derfor frivilligt valgt at gå på dagpenge. I annoncen stod der yderligere, at Marias 'familie' ville blive hårdt ramt.

Men det viste sig, Marias familie bestod af hende selv og hendes kæreste.

I LO's anden annonce handlede det om Tom, der ikke længere kunne få dagpenge. Det passede bare heller ikke.

Ifølge Inger Støjberg kan Tom godt få dagpenge i to år og derefter som 60-årig gå på efterløn, hvis han ønsker det og i øvrigt opfylder de almindelige betingelser for det.

Han bliver således ikke berørt af afkortningen af dagpengeperioden, og behøver ikke af den grund "gå fra hus og hjem" som hævdet i annoncen.

LO's kommunikationschef Louise Høst siger, at debatten om casepersonerne har skygget for det reelle problem, som er at mange risikerer at miste deres ret til dagpenge.

- LO ønsker at sætte fokus på de mange tusinde arbejdsløse, der rammes af denne sparepakke fra regeringen og Dansk Folkeparti. Den megen debat om to enkeltpersoner skygger for det reelle problem, som er, at mange tusinde er i risiko for at miste dagpengeretten som følge af pakken, og derfor kører LO ikke videre med de to annoncer, siger Louise Høst.