For mindre end en uge siden var der ikke grund til at stoppe med at slette sms'er automatisk, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Men nu har statsministeren og andre topfolk i Statsministeriet fået ændret opsætningen på deres telefoner, så de ikke automatisk sletter sms'er.

Det siger oplyser statsministeren tirsdag på et kort pressemøde på Christiansborg.

Meldingen kommer, efter at en kommission forgæves har forsøgt at få udleveret sms'er i forbindelse med minksagen, hvor millioner af mink sidste år blev aflivet uden grundlag i loven.

Det er dog ikke i erkendelse af, at det var en forkert praksis, svarer hun på et spørgsmål.

- Nej, det er det ikke, og rådgivning er den samme, siger Mette Frederiksen.

Hun uddyber, at reglerne bliver gennemgået af Justitsministeriet, og at det har ført til, at hun er stoppet.

Ministeren siger videre, at der skal laves et it-system, så sms'er bliver gemt for eftertiden, selv hvis de bliver slettet.

- Der skal være et it-setup til, at lige meget hvordan sms'er slettes, så skal de opbevares for fremtiden, og mig bekendt har vi ikke det system, siger hun.

For under en uge siden sagde Mette Frederiksen ellers, at hun fortsat ville lade telefonen slette beskeder automatisk.

Dengang lød det, at det ikke er i strid med reglerne, og at det ikke er odiøst, at sms-beskeder slettes.

Statsministeren har tidligere oplyst, at hun blev rådgivet af sin departementschef til sletning af sikkerhedsårsager og ikke af en myndighed med ansvar for it-sikkerhed. Det har eksperter kritiseret.

Sagen tog fart, da det kom frem, at Minkkommissionen forgæves forsøgte at få udleveret beskeder fra fire topfolk i Statsministeriet. De havde dog indstillet deres telefoner til automatisk at slette sms'er.

Kommissionen er nedsat for at granske lovgrundlaget for aflivningen af mink. Statsministeren har fastholdt, at hun ikke var advaret om, at der ikke var lovhjemmel.

Justitsministeriet forventer senere på ugen svar på, om sms'erne kan genskabes.

Statsministeriet undlod at svare kommissionen på udleveringen af sms'er i flere måneder.

Jo længere tid der går, før beskederne forsøges genskabt, jo sværere bliver det, da dataene for sms'erne bliver overskrevet.

Tirsdag kom det også frem, at de fire topfolk og andre embedsmænd selv skal udvælge de sms'er, som kommissionen efterspørger.

Genoplev statsministerens spørgetime i LIVE-bloggen herunder:

/ritzau/