Tv-duellen demonstrerede, at danskerne skal vælge mellem to meget jævnbyrdige statsministerkandidater. Helle Thorning-Schmidt var mest offensiv, men den hårde konfrontation om skat, offentlig sektor, folkeskole, vækst og privathospitaler gav ikke noget sikkert svar på, hvem der bliver Danmarks næste statsminister.

Men hvem klarede sig bedst? Stil: Helle Thorning-Schmidt: Plus Virkede noget stiv i betrækket i starten, men signalerede alt i alt større kampgejst. Hård og offensiv uden at lyde direkte skinger. Lars Løkke Rasmussen: Plus Talte snusfornuftigt og roligt, men med lidt for mange klichéer og overskrifter som 'én arbejdsløs er en arbejdsløs for meget', 'tæring efter næring' og 'vi vil ikke betale gæld med gæld'. Smilede lettere sarkastisk. Viden: Helle Thorning-Schmidt: Plus Lars Løkke Rasmussen: Plus Begge demonstrerede stor viden om alt fra folkeskolen og behandlingsgarantier til den økonomiske politik. Politiske pointer: Helle Thorning-Schmidt: Plus Satte hårde stød ind på VK’s økonomiske politik siden 2001 og i afsnittet om privathospitalerne og om de kommende nedskæringer i folkeskolen. Afviste alle angreb fra Løkke som udtryk for manipulationer og skræmmekampagner. S-lederen var stærk på detaljer om behandlingsgarantien og kritikken af sløseri med offentlige midler i bl.a. sundhedsvæsenet. Lars Løkke Rasmussen: Minus En af hans bedste pointer var budskabet om, at der ikke er bankdirektører eller millionærer nok i Danmark til, at Socialdemokraternes plan kan hænge sammen. Samt at der er grænser for, hvor mange penge statskassen kan hente ved at gøre cigaretter dyrere. Men Thorning lykkedes med flest pointer. Visioner: Helle Thorning-Schmidt: Minus Lars Løkke Rasmussen: Minus Ingen af dem formåede at tegne en spændende vision for, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden eller hvordan væksten skal sikres. Begge vil lappe på det bestående – blot på lidt forskellige måder.