Han har netop fået en plads i byrådet, men nu er en politisk bombe sprunget i Vejle Byråd.
Liberal Alliance-politikeren Kenneth Ettrup Hansen er blevet tvunget ud af byrådet, efter han i sommer fik frakendt kørekortet i tre år efter spirituskørsel.
Det skriver han i en pressemeddelelse ifølge tvSyd.
Ifølge kommunal- og regionalvalgloven var Kenneth Ettrup Hansens promille så høj, at han ikke må sidde i byrådet.
I pressemeddelelsen sætter politikeren flere ord på sagen.
»I sommer var jeg til et socialt arrangement. Om aftenen tager jeg hjem og sover, men står op næste dag og sætter mig i min bil og kører. Jeg føler, at jeg har det godt og er klar i hovedet.«
»Jeg bliver standset af politiet og får målt min alkoholpromille, som jeg desværre må meddele er over det tilladte. Det ender med, at jeg får en bøde på 6.500 kroner og får frakendt kørekortet i tre år,« lyder det.
Kenneth Ettrup Hansen oplyser, at han torsdag modtog besked fra Vejle Kommune om, at han ikke er valgbar.
Fredag informerede han Vejles borgmester om situationen.
I pressemeddelelsen oplyser han videre, at han har meldt sig ud af Liberal Alliance, mens hans mandat nu går til Christian Fini Mosegaard.
Det vides ikke, hvor høj LA-politikerens promille var, men overfor tvSyd forsikrer han om, at der ikke har været tale om vanvidskørsel.
Han har ikke yderligere kommentarer til sagen.
