Med kun tre dage til kommunalvalget rammes Næstved Kommune af en stribe afbud fra deres valgtilforordnede.

Derfor mangler de nu frivillige og kommer med et opråb til borgerne.

'Rigtig mange borgere har meldt sig som frivillige på valgdagen, men nu får vi desværre afbud på grund af sygdom,' skriver kommunen i et opslag på Facebook.

Derfor står Næstved Kommune nu i en penible situation, at de mangler hænder til at scanne valgkort og optælle stemmer på valgdagen.

I den forbindelse er de nu på jagt er nye frivillige, der vil erstatte de frameldte hjælpere.

Kommunen vil dertil kvittere med udbetalt diæt på 1.820 kroner, samt forplejning på dagen.

Det eneste krav til at hjælpe er, at man er fyldt 18 år og bor i Næstved Kommune.

Som valgtilforordnede oplyses det i opslaget, at du skal kunne stå til rådighed den 18. november 2025 fra klokken 7.00 til efter valgstedet lukker klokken 20.00, og den efterfølgende optælling er færdiggjort.

Vil man derfor hjælpe til med at give demokratiet en hånd på tirsdag, opfordrer kommunen til at skrive en mail til valg@naestved.dk, hvor man oplyser navn og telefonnummer.