En kommende regering skal ikke være afhængig af den yderste højrefløj. Det mener De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard.

- Det er den sikkerhedspolitiske situation ikke til. Og derfor kan vi ikke støtte en VLAK-regering, siger han til TV 2.

Lidegaard henviser i den sammenhæng til Dansk Folkeparti og "resterne af Borgernes Parti", siger han til Ritzau.

De Radikale var tirsdag aften til regeringsforhandlinger hos kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V), som tirsdag formiddag meddelte, at han gik efter at danne en mindretalsregering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

En VLAK-regering er ikke noget, som De Radikale kommer til at støtte. Og allerede efter at Venstres formand og forhandlingslederen havde spillet ud med VLAK-projektet, udtalte Lidegaard, at det dermed ser svært ud i forhold til at kunne danne en midterregering. Altså en regering, hvor der er partier fra både rød og blå blok.

- Vi opfordrer til, at vi nu peger på en ny kongelig undersøger igen, og at det bliver Mette Frederiksen. Jeg ser det gerne ske snart, men det bestemmer jeg ikke. Det kræver, at der er et flertal, som synes, at det er en god idé, siger Lidegaard.

For at det skal ske, skal Moderaterne, som efter folketingsvalget 24. marts sidder med de afgørende mandater, igen pege på Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger.

I forrige uge valgte Moderaterne at pege på Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger i stedet for Mette Frederiksen.

Hun havde ellers i over seks uger stået i spidsen for regeringsforhandlingerne, hvor hun til sidst gik efter en centrum-venstre-regering bestående af Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Moderaterne.

Men Lars Løkke Rasmussen, Moderaternes politiske leder, har gentagne gange udtalt, at han vil have en midterregering.

Derfor bliver det afgørende, hvad Løkke nu gør. VLAK-projektet lod han sig ikke imponere af, men da Løkke og Moderaterne havde været til forhandlinger hos Troels Lund Poulsen tirsdag aften, blev døren ikke smækket i med det samme af Løkke.

- Der er fortsat ingen afklaring fra Moderaterne. Partiet har derimod stillet en række opklarende spørgsmål, som vi vil tage initiativ til at drøfte, sagde Troels Lund Poulsen i et skriftligt citat sent tirsdag.

Mette Frederiksen, som fortsat er fungerende statsminister, har ikke udtalt sig, efter at Troels Lund Poulsen meddelte, at han går efter en VLAK-regering.

Lidegaard konstaterer, at to kongelige undersøgere nu har afsøgt, om der kan dannes en midterregering. Men uden held. Derfor er en centrum-venstre-regering vejen frem, mener han.

/ritzau/